Home / Fiskeri / Fiskernes argumenter er fejet til side af EU-Kommissionen

Fiskernes argumenter er fejet til side af EU-Kommissionen

Danmarks Fiskeriforening PO er rystet over, at EU-Kommissionen følger den biologiske anbefaling for torskekvoten i den vestlige Østersø uden at skele til fiskernes argumenter – det vil være dødsstødet for fiskeriet, hvis forslaget bliver vedtaget på Ministerrådsmødet i oktober

De danske Østersø-fiskere har arbejdet ihærdigt for at få EU-Kommissionen til at forstå, at det vil få meget, meget alvorlige konsekvenser for ikke mindst det kystnære fiskeri i den vestlige Østersø, hvis Kommissionen vælger at følge biologernes anbefalinger.

Desværre viser det sig nu, at EU-Kommissionen fejer fiskernes argumenter af bordet. Nu står fiskeriet til at miste op mod 90 procent af den nuværende torskekvote i den vestlige Østersø i 2017, hvis Ministerrådet senere på året følger kommissionens forslag. Dertil kommer et forslag om at skære 39 procent af torskekvoten i den østlige Østersø.

– Det vil i sig selv være en katastrofe, hvis torskekvoten bliver decimeret til 10 procent af den nuværende kvote i den vestlige Østersø. Men det er i lige så høj grad en skandale, at EU-Kommissionen ignorerer alle eksperters advarsler om, at det vil føre til en lukning af fiskeriet på tværs af Østersøen fra Bornholm i øst over til Jylland i vest, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.

Kystnært fiskeri rammes hårdt

Fiskerne har selv lavet to rapporter, der påviser de fatale konsekvenser, som nedslagtningen af torskekvoten vil få for fiskeriet og de mange fiskerihavne i den vestlige del af Østersøen. Dertil har IFRO – Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi – detaljeret påvist fiskernes afhængighed af torskekvoten i den vestlige Østersø.

– Især de mindre fartøjer er bundet til deres lokale farvande og kan ikke skifte til et andet farvand for måske at fiske dér. Samtidig er det også umuligt for dem at gå over i andre fiskerier i deres lokale farvande, fordi de vil få torsk med som bifangst. Så de kan reelt se frem til at skulle være ved kaj en stor del af året, forklarer næstformand i Danmarks Fiskeriforening PO, Kim Kær Hansen.

Kommissionen foreslår kæmpe reduktion

Lystfiskeri større end erhvervsfiskeri

Udover den alvorlige reduktion af torskekvoten i den vestlige Østersø er der også forslag om at fastholde den meget udskældte og uforståelige lukning i de tidligere forårsmåneder – en lukning der fejlagtigt begrundes med at beskytte torsken i dens gydningsperiode. Og tilmed vil man fra Kommissionens side udvide perioden, så den i 2017 skal gælde to måneder – fra den 1. februar til den 1. april.

EU-Kommissionen påpeger samtidig selv det paradoksale i, at man vil beskytte torskebestanden i den vestlige Østersø, men kun gør det ved at reducere kvoten for erhvervsfiskerne, mens det rekreative fiskeri går helt fri. Her forklarer Kommissionen, at man ikke har forvaltningsmæssige muligheder for at foreslå begrænsninger af det rekreative fiskeri.

Det skal ses i lyset at, at det bliver anslået, at alene det tyske rekreative fiskeri i den vestlige Østersø fjerner 2.500 tons torsk om året. Det betyder, at det rekreative fiskeri – hvis det forbliver uændret – vil ende med at være knap dobbelt så stort som det erhvervsmæssige fiskeri i 2017.

– Danmarks Fiskeriforening PO vil arbejde hårdt for, at politikerne både i Danmark og de øvrige medlemslande lytter til fornuften. Hvis de vil have et erhvervsmæssigt fiskeri i Østersøen, så er det nu, de skal sætte fødderne i og give fiskerne de fisk, der er nødvendige for at kunne overleve, siger Svend-Erik Andersen.

Danmarks Fiskeriforening PO har hele tiden argumenteret for, at en reduktion af torskekvoten i den vestlige Østersø på 20 procent vil være videnskabelig forsvarligt. Det vil sikre, at bestanden ikke falder yderligere, men tværtimod vil være større ved udgangen af 2017 end ved indgangen til 2017.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678