Home / Fiskeri / Fiskesalg i Lynæs går forrygende

Fiskesalg i Lynæs går forrygende

I 2016 solgte Hans Rasmussen sin 20 tons snurrevods kutter og købte H 7 Isefjord for at drive fiskeri fra sin hjemhavn. Noget han ikke havde gjort i mange år. De fire erhvervsfiskere i Lynæs besluttede sig for at sælge fisken selv i havnen i stedet for at sende fisken på auktion. Og efter lidt indkøringsvanskeligheder er det nu blevet en pæn succes. 

– Vi begyndte sidste år, og vi har da betalt en del lærepenge. Vi skulle lige finde ud af, hvordan og hvorledes, men nu går det godt. Man kan tilmelde sig en sms-service, hvor man får besked, når der er fisk klar til salg. Og lige nu er der flere end 1600 på listen, så det går godt nu, fortæller Hans Rasmussen og beretter om en kunde, der kom langvejs fra for at købe fisk. 

– Sidst vi havde fisk klar til salg kom der en kunde helt fra Fredensborg før vi åbnede. Hun ville være sikker på, at hun kunne få fisk med hjem, husker han. 

Fiskerne i Lynæs sælger enten direkte fra kajen eller fisk, som de opbevarer i deres fiskehus på havnen. Foto: Claus Kirkegaard.

 Ingen bestilling 

Noget af det, de lærte sidste år var, at de ikke skulle tage mod forudbestillinger fra kunderne. 

– Vi fandt hurtigt ud af, at det kan vi ikke overkomme, når vi også skal fiske, ordne garn og så videre. Vi forarbejder selv fisken her, og så supplerer vi op med fisk, vi køber fortrinsvis fra Hirtshals. Ellers ville udbuddet hurtigt blive lidt kedeligt, hvis kunderne kun kunne få skrubber, rødspætter og pighvar, siger Hans Rasmussen. 

 Tilfredse kunder 

Der er mange kunder til ”Friske fisk på Lynæs havn”, og langt de fleste er da også tilfredse – selv med prisen. 

– Vi synes selv, vi har rimelige priser. Og kunderne synes, det er dejligt med liv på havnen og siger, at det er et godt initiativ. Så det er nok ikke helt forkert, det vi har gang i. Det sjove er, at de lokale mener, at fisken er lidt i den dyre ende, mens kunder inde fra København synes, at det er billigt for frisk fisk, siger Hans Rasmussen. 

FAKTA

FAKTA

For at komme med på listen, skal man sende en SMS til 52309088. Så modtager man automatisk en SMS, når fiskerne har fisk til salg på havnen i Lynæs. 

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678