Home / Fiskeri / Fiskesalgsforening i Faaborg er under pres

Fiskesalgsforening i Faaborg er under pres

 

Faaborg Fiskesalg har været hårdt presset over de seneste måneder. Fiskesalgsforeningen er dybt afhængig af de lokale fartøjer og deres muligheder for at fiske og lande fisk fra den vestlige Østersø, og derfor har det været mærkbart, at fiskerne har været igennem et langvarigt torskestop.

– Med den udvidede lukkeperiode tager de en meget stor del af den allervigtigste periode omsætningsmæssigt væk fra os. Det er i årets førte tre måneder, at vi skal hente den indtjening, der kan holde os i gang resten af året, fortæller direktør Mogens Hansen fra Faaborg Fiskesalgsforening.

I vinter månederne har Faaborg Fiskesalgsforening omkring 15 til 16 fartøjer, der lander til dem. Senere er det bare 8 til 10 fartøjer- typisk mindre garnbåde. Derfor er fiskesalgsforeningen afhængig af omsætningen i de første måneder. Men på grund af lukkeperioden er der nu kun halvanden måned at gøre godt med. Det vil derfor komme til at ses i regnskabet for 2017.

– Vi forventer et underskud i år. Heldigvis har vi stadig lidt på kistebunden fra tidligere, men det kan selvfølgelig ikke fortsætte på den måde, siger Mogens Hansen.

 

Flere omkostninger

Regnestykket bliver ikke bedre af, at omkostningerne de senere år er steget en del ved at være fiskesalgsforening.

– Tidligere kunne vi nå et nulresultat ved en omsætning på 6 til 7 mio. kroner. I dag skal vi op på 10 til 12 mio. kroner, fordi der er kommet flere omkostninger til. F.eks. til sporbarhed og lignende, siger Mogens Hansen.

I 2016 lød omsætningen på 9 mio. kroner. Et tal som 2017 slet ikke vil kunne leve op til, fastslår Mogens Hansen, der afsætter fisk til fiskehandlere, lokale restauranter og via auktionen i Hvide Sande.

Det eneste vi kan gøre, er at minimere omkostningerne mest muligt og afsætte mest muligt til restauranter og fiskehandlere, hvor avancen er lidt højere, siger Mogens Hansen, der ikke vil forholde sig til, hvad der skal ske med Faaborg Fiskesalgsforening, hvis vilkårene ikke forbedrer sig.

– Hverken fiskerne eller os kan tåle flere nedskæringer, så det er selvfølgelig svært at se en fremtid for Faaborg Fiskesalgsforening lige nu, slutter Mogens Hansen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678