Home / Jeg mener / Fiskesekretariatet fremfører fejlagtige påstande

Fiskesekretariatet fremfører fejlagtige påstande

Skrevet af Michael Andersen, chefkonsulent Danmarks Fiskeriforening PO.

Fiskerisekretariatet fra Sverige (en antifiskeriorganisation der er betalt af svenske skatteyderpenge) har begået en skrivelse på deres hjemmeside, hvor de – under overskriften ”STECF tilbageviser DFPOs påstande om lukkede områder ” – fremfører en række fejlagtige påstande. Som den slags misinformation desværre har tendens til, er indlægget spredt på twitter blandt folk der allerede er overbevist om hvordan tingene hænger sammen.

Jeg orker næsten ikke at gå i rette med alle deres alternative fakta, men på den anden side er det heller ikke rimeligt, at lade disse fejlfortolkninger sætte dagsordenen.

Lad os kigge på påstanden om, at STECF har sat DFPO på plads. Det har STECF naturligvis ikke gjort, alene af den grund at de ikke er bedt om at forholde sig til DFPOs klare afvisning af, at der skulle være en påfaldende mangel på videnskabelig dokumentation af en målbar positiv effekt af lukkede områder. Det bliver måske lidt teknisk, men det er den risiko man løber når man, som Fiskerisekretariatet, fortolker videnskabelige resultater uden at forstå baggrunden.

Tidspunkt ikke afgørende

STECF har ganske rigtigt lavet en rapport som konkluderer, at de ikke med de modeller de har til rådighed i dag, kan afvise, at det lukkede område i 22-24 har haft en positiv effekt på bestandens udvikling. Man behøver ikke at være videnskabeligt uddannet for at kunne forstå, at det ikke er det samme som at der findes videnskabelig dokumentation af en positiv effekt. Det er sådan lidt Erasmus Montanus-agtigt, men fravær af bevis er jo ikke bevis på det modsatte.

Det deres model rent faktisk siger er, at SÅFREMT der ikke sker en omfordeling af indsatsen når man lukker et område, så vil en lukning i den periode hvor indsatsen er størst formodentlig have en effekt. Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab og hele svaret står og falder da også med den grundlæggende antagelse om, at indsatsen ikke omfordeles. Det er jo en absurd antagelse, når kvoten sættes så lavt, at den uden problemer kan fanges med det antal fartøjer der findes i området. Det, der i STECFs model gavner bestanden, er den reducerede indsats (den lavere kvote) ikke om torskene er fanget i februar eller i maj. Det siger STECF også meget tydeligt i rapporten, men det vælger Fiskerisekretariatet at overse.

Fiskerisekretariatet citerer endvidere direktøren for LIFE for at sige, at der nu er åbnet for et intensivt fiskeri med rockhopper grej. Det er en fuldstændig grotesk udtalelse. Der er ikke åbent for noget som helst, der ikke har været mulighed for hele tiden. Men i deres optik bidrager det selvfølgelig til dommedagsstemningen.

DFPO kæmper for fiskerne

Afslutningsvis må jeg spørge mig selv hvorfor en svensk organisation tilsyneladende har udset sig DFPO som hovedfjenden i deres kamp for at forhindre kommercielt fiskeri i Østersøen. Der kan snart ikke skrives noget fra Fiskerisekretariatet uden at de specifikt henviser til DFPOs ledelse eller ansatte. Man kan så begynde at spekulere over om det mon er fordi man også i Stockholm har erkendt, at Danmarks Fiskeriforening PO er den eneste organisation der konstant kæmper for fiskernes rettigheder – uden at lægge deres fremtid i hænderne på en flok meningsdannere i Sverige? Dette skal nødigt udvikle sig til en gang mudderkastning, men det er da besynderligt, at ansatte i fiskerisekretariatet i den grad har behov for at udskamme organisationer og personer, frem for at holde sig til sagen. Men dem om det.

DFPO fastholder, at der ikke findes nogen videnskabelig dokumentation af at en lukning af fiskeriet efter torsk i gydeperioden i den vestlige Østersø har nogen målbar positiv effekt på bestanden af torsk. Til gengæld er der adskillige videnskabelige rapporter der dokumenterer en målbar negativ effekt på lokale havne og på erhvervet. Og det er et problem der skal tages alvorligt – det er ikke en akademisk diskussionsklub – det er liv og død for folk der lever uden for hovedstædernes kaffeklubber.

BAGGRUND FOR DEBATINDLÆG

Den svenske organisation, Fiskesekretariatet, skriver på deres hjemmeside om, at DFPO har lidt et nederlag i forhold til STECF, der er EU-Kommissionens rådgivende organ. Indlægget fra Fiskesektariatet er blevet flittigt delt på blandt andet twitter.

Det er imidlertid ikke det korrekte billlede, skriver chefkonsulent Michael Andersen, Danmarks Fiskeriforenings PO, i indlægget herunder.

Fiskesekretariatet blev som organisationen dannet i 2003 af Naturskyddsföreningen i Sverige, WWF Sverige og de svenske Sportsfiskere, og det støtte økonomisk af den svenske stat, Oak Foundation. Mava Foundation, Villum Fonden og The Swedish Institute.

 

 

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30