Home / Jeg mener / Svend-Erik mener: FKA-systemet var en nødvendighed for dansk fiskeri

Svend-Erik mener: FKA-systemet var en nødvendighed for dansk fiskeri

Lad mig slå fast fra en start: Ja, der er sket en koncentration af fiskerettighederne i dansk fiskeri over de seneste år. Og ja, det er også gået noget hurtigere, end nogen havde forestillet sig.

Men spørgsmålet er, om det alene skyldes indførelsen af FKA-systemet fra den 1. januar 2007, eller om der har været andre – måske endda stærkere – faktorer, der har skubbet på udviklingen? Og hvad var egentlig alternativet, da politikerne kort før jul 2005 nåede til enighed om dét, der dengang blot hed ”Ny regulering”, og som senere – fra den 1. januar – blev til Fartøjs Kvote Andele?

Årsagen til at jeg tager dette emne op er, at der i DR har været ekstra fokus på FKA-systemet og kvotekoncentration i dansk fiskeri. Hele ugen har P1 haft det som emne i programmet ”Apropos” hver formiddag, mens DR 2 tirsdag aften brugte en halv time på det i udsendelsen ”DR 2 Undersøger”.

Det er ikke hverdagskost, at dansk fiskeri bliver udsat for så massivt et fokus fra medierne – derfor mener jeg også, at det er helt naturligt, at jeg forholder mig både til de mange udsagn, der er fremkommet i medierne om udviklingen i dansk fiskeri og til, hvordan vi i Danmarks Fiskeriforening PO ser på udviklingen.

Ikke rosenrødt udgangspunkt

Lad mig lægge fra land med det sidste – hvordan vi i DFPO ser på udviklingen af dansk fiskeri.

Tilbage i 2003, 2004 og 2005 var alt langt fra rosenrødt i dansk fiskeri. Der var mildest talt store økonomiske problemer i fiskeriet, hvor mange var direkte på randen af konkurs. Der blev ad flere omgange lavet ordninger omkring henstand af fiskernes terminer, og Fiskeribanken måtte i 2005 hensætte over 350 millioner kroner til at imødegå forventede tab.

Årsagerne var primært, at kvoterne nærmest var i frit fald, og at priserne på fisk enten var faldende eller i bedste fald stagnerende. Der var ganske enkelt ikke mange fartøjer, der var i stand til at blive drevet rentabelt, og der var en voldsom overkapacitet af fartøjer i fiskeriet sammenholdt med kvoterne.

I silde- og makrelfiskeriet var kvoterne fordelt, og der var en begyndende skævvridning i fiskeriet. Løsningen blev det FKA-system, der findes i dag.

Den gang blev kvoteandelene delt ud til fartøjerne – altså de fartøjer der i forvejen måtte fiske – og helt grundlæggende blev de delt ud efter de foregående tre års fiskerier. Man talte om ”historik”, og det var udslagsgivende for, hvor stor en kvoteandel man fik.

Bedre planlægning

Hovedtanken bag systemet var, at fiskerne ville blive i stand til bedre at planlægge deres eget fiskeri – man kan sige, at fiskerne fik ansvaret tilbage – og at man som fisker dermed ville få bedre mulighed for at skabe rentabilitet i sin egen virksomhed. Netop rentabiliteten var på det tidspunkt meget vigtig, fordi fiskeriet i det store og hele ikke var rentabelt.

Og endelig var der også en forventning om, at man med uddelingen af kvoteandelen ville opnå et mere bæredygtigt fiskeri. Grundtanken blandt forskere og politikere var, at når fiskerne fik et større ansvar – nemlig deres helt egne kvoter – ville de fiske mere ansvarligt og dermed bidrage positivt til bestandenes udvikling.

Blev omsættelig

Samtidig kom der også omsættelighed i fiskeriet. Fiskerne kunne nu sælge – og købe – deres kvoteandele. Fisken blev – som det hedder på bankdansk – kapitaliseret.

Og her kommer vi så til kernen i den medieopmærksomhed, som dansk fiskeri har været igennem i denne uge. Nemlig at fisken er blevet omsættelig, fordi fiskerne har rettighederne til den.

Det er faldet mange for brystet, og jeg må sige: Jeg forstår dem ikke.

Ja – fiskerne har fået rettigheden til at fange fisken, men sådan var det også førhen. Dengang og nu er det sådan, at man skal registreres og opfylde en række krav for at kunne få lov til at eje et fiskefartøj, og fartøjerne skal have licens, BT og KW for at fiske på de danske kvoter. Tidligere var det adgangsbilletten – og den var også værdisat.

Man kunne ikke bare købe et fartøj og fiske, som der er nogen der har fremført.

Fiskerne betaler også skat og afgifter som alle andre erhvervsdrivende, og fiskernes arbejde bliver tillige beskattet, så samfundet får også noget ud af, at fiskerne drager til havs, fanger fisk og lander dem til en auktion eller en opkøber.

Forskellen på dengang og nu er sådan set bare, at fiskerne nu selv bærer ansvaret for deres egne andele af fiskeressourcerne.

 

Priserne er ikke steget

Den nok vigtigste faktor, der har skubbet til udviklingen, er prisen på fisk. Alle, der har fisket i 15 år, kan nikke genkendende til, at prisen i dag er, som den var omkring år 2000.

I 2000 fik vi 12 kroner for ét kilo rødspætter – nu landes den til 9,5 kroner.  Vi fik 64 kroner for ét kilo jomfruhummer – sidste år var gennemsnitsprisen den samme. Og så er 5 -7 kroner for et kilo torsk fra Østersøen en pris, der passer bedre til 80’erne end 2015. Men det er ikke desto mindre, hvad fiskerne lander torsk til fra Østersøen.

Det siger sig selv, at det gør det svært – for ikke at sige umuligt – at drive forretning på det prisgrundlag. I hvert fald hvis man gør sig forhåbninger om at skulle drive forretningen, så den også giver et afkast til andet end drift og vedligeholdelse af fartøjet.

I samme periode er det generelle prisniveau steget med 38 procent og for fiskeriet er den væsentligste omkostning brændstof steget flere hundrede procent.

Fælles for alle disse faktorer er, at det er ude af fiskernes hænder. Det er ting, som fiskerne ikke har mulighed for at påvirke i den ene eller den anden retning. Men det har stor betydning for, om fiskerne kan eller vil fortsætte i erhvervet.

Skal fiske mere

Alt i alt har det ført til, at det har været en nødvendighed for fiskerne at købe sig til flere fisk. Forenklet sagt er det i dag nødvendigt at fiske 50 procent større mængde, hvis man vil have den samme købekraft som for 15 år siden. Der er kun ganske få fiskere, der har kunnet overleve ved at fortsætte med at fiske på samme måde, som man gjorde for 15 år siden, og da Ny Regulering kom i 2005 var budskabet: Køb eller bliv købt.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg helst ser et dansk fiskeri, der har en stor bredde og omfatter både store, mellemstore og små fartøjer, der er hjemmehørende i mange havne rundt om i hele landet. Det er vigtigt, fordi fiskeriet skal være synligt. Det skal være noget, som danskerne kan se – og da de fleste normalt ikke befinder sig mere end 20-30 kilometer fra en havn, er det i havnene, man kan og skal se fiskefartøjerne.

For hvis danskerne ikke kan se fartøjerne, dér hvor de kommer, så mister de måske også lysten til fortsat at bakke op om fiskeriet. Så får vi ikke unge til at gå ind i fiskeriet, og så bliver fisk noget med importeret laks fra Norge og Pangasius fra Asien.

Skab rammerne

De, der nu er aktive i dansk fiskeri, har gjort dét, politikkerne har bedt om. De har lavet en privat finansieret flådetilpasning, og som jeg nævnte i indledningen, er det gået meget hurtigt. Det ændrer ikke ved, at nu er det fremtiden for de cirka tilbageværende 600 FKA-fartøjer, der skal ses på.

Og der skal ikke rejses tvivl om deres fortsatte ret til at operere, inden for de vilkår FKA-systemet har udstukket.

I stedet for at blive bange for sin egen skygge burde politikkerne i stedet arbejde for de bedste rammer for os, der har investeret milliarder i den strukturtilpasning, der ikke var lykkedes med 20 års offentlige ophugningsrunder.

Og hvis samfundet / politikerne mener, vi skal bevare den flådestørrelse vi har nu, så gøres det bedst ved at sikre en god rentabilitet for fartøjerne.

Det økonomisk bedste valg for en fiskeskipper skal IKKE være at sælge, men at fortsætte med at fiske og udvikle sit fiskeri til en bedre forretning.

Det gøres bedst ved:

  • At sikre råvaregrundlaget – vi skal se nogle højere kvoter
  • At sørge for fair konkurrencedygtige finansieringsvilkår. – Realkreditlignende lånebetingelser
  • At tilpasse Skattereglerne for besætningen så vi bliver konkurrencedygtige overfor offshore og søfart – mulighed for en DIS ordning for fiskere

Myndighedernes ansvar

Der har i denne uge – som jeg har skrevet tidligere – været fokus på koncentrationen af kvoter i dansk fiskeri. En af betingelserne i FKA systemet er netop, at der ikke må foregå en for stor koncentration af kvote. Det er myndighedernes klare opgave at sikre, at reglerne bliver overholdt, og efter min opfattelse også at påse, at intentionerne med reglerne opfyldes. Hvis det ikke sker, er det et politisk spørgsmål om der er behov for regeljusteringer.

Ministeren har jf. et svar til folketinget sagt at hun nu vil bede NaturErhvervstyrelsen se på reglerne. DFPO´s holdning er, at det er ikke intentionen, at man via stråmænd har kontrol over større kvoterettigheder end koncentrationsreglernes bestemmelser tilsiger.

Det er heller ikke OK, hvis der er personer – Sofa-skippere –  der ikke fisker, men lever af at leje fiskerettigheder ud.

Det er med den tilgang vi nu ser frem til at reglerne ses efter!

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678