Home / Fiskeri / Flere norske fiskere til Hanstholm

Flere norske fiskere til Hanstholm

 

Flere og flere norske fiskere finder vej til Hanstholm Havn – og måske kommer flere til, når havnen bliver udvidet? Foto: Hanstholm Havn

I Hanstholm Havn får de danske fiskere i stigende grad besøg af nordmænd. Det seneste år er antallet af norske fiskefartøjers anløb i Hanstholm steget med 20 %.

Det vækker glæde på havnen, hvor man mener, at populariteten hos nordmændene skyldes en perfekt beliggenhed for norske skibe, der fisker i Nordsøen, og nogle af de højeste priser på kontinentet:

– En stigende andel af vores landinger kommer fra norske både. Det er der mange grunde til. Placeringen tættest på Nordsøen og Norge er én grund. De høje priser er en anden. Derudover ser vi en tendens til, at flere og flere norske skibe får serviceret deres skibe, mens de er i Hanstholm, da servicering her er absolut konkurrencedygtig med Norges,  siger forretningsudvikler Rasmus Buchardt Sørensen fra Hanstholm Havn.

Og blandt andet takket være de norske gæster, går det godt i Hanstholm, hvor danske og udenlandske skibe foretog landinger til en værdi af godt 900 millioner kroner i 2017. Hanstholm Havn er en af Nordens største fiskerihavne, og Hanstholm Fiskeauktion er Danmarks største med en omsætning på over 600 millioner kr..

 

Forhåbentlig bliver omsætningen endnu større, og nordmændene flere med den store havneudvidelse, som skal stå færdig i 2020. Udvidelsen har et budget på godt 500 millioner kroner og skal løfte Hanstholm Havn op blandt Europas førende inden for håndtering af konsumfisk. Havneudvidelsen indebærer blandt andet nye yder- og indermoler og mere end 150.000 kvadratmeter nye baglandsarealser. Også vanddybden øges til 11 meter i indsejlingen og 10 meter i det nye havnebassin:

– Med havneudvidelsen får vi mulighed for at vækste endnu mere, og vi håber naturligvis, at vi fremadrettet kan tiltrække endnu flere norske skibe, pointerer auktionsmester Jes Holm Sørensen, Hanstholm Fiskeauktion.

 

About Line Dalgaard Jensen