Home / EU / Formand forventer gode fiskerimuligheder i 2017

Formand forventer gode fiskerimuligheder i 2017

Årets sidste Ministerrådsmøde for fiskeri er gået i gang i Bruxelles, og formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, er på plads for at kunne følge forhandlingerne på tæt hold. Og forventningen er, at den allerede indgåede aftale mellem EU og Norge bliver vedtaget.

– Det vil generelt betyde, at de danske fiskere vil få gode fiskerimuligheder i 2017, siger Svend-Erik Andersen.

Ministerrådet skal også tage stilling til en lang række kvoter, der ikke er aftale på forhånd med Norge. Det drejer sig blandt andre om en række fiskerier i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.

– Vi har forventninger om, at der kommer stigninger for jomfruhummer og tunger i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, men også for torsken i Kattegat, siger Svend-Erik Andersen om nogle af de fiskerier, der altså ikke er en del af den allerede indgåede aftale mellem EU-Norge.

For industrifiskeriet bliver der formentlig ikke fastsat mange kvoter i forbindelse med forhandlingerne i Bruxelles. I stedet vil der blive lagt op til, at der bliver fastsat kvoter i løbet af 2017, når den endelige rådgivning er kendt.

Han noterer sig i øvrigt, at Ministerrådet i år mødes en uges tid tidligere end vanligt.

– Det giver mulighed for, at fiskerne tidligere end normalt kan få klarhed over, hvordan deres fiskerimuligheder ser ud for det kommende år. Og forhåbentlig bliver det et positivt resultat fra ministrenes hånd, siger Svend-Erik Andersen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678