Home / Generalforsamling 2017 / Formand frygter for Østersøen i 2018

Formand frygter for Østersøen i 2018

Fiskeriet i Østersøen lider i 2017 under både en markant lavere torskekvote og en udvidet lukkeperiode – den sidstnævnte har været gældende for den vestlige Østersø og sendt fiskefartøjerne til kaj i både februar og marts måned. Og formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, frygter for, at situationen ikke umiddelbart vil blive bedre i det kommende år; 2018.

– Jeg frygter, hvad vi kan vente, når man i EU-systemet for det første prioriterer lystfiskeriet højere end erhvervsfiskeriet og for det andet ikke er indstillet på at tage socioøkonomiske hensyn, som man skal i følge Grundforordningen i det fælles fiskeripolitik, lød det fra Svend-Erik Andersen, da han fredag aflagde sin mundtlige beretning på foreningens årlige generalforsamling.

Fra 2016 til 2017 blev torskekvoten i den vestlige Østersø skåret ned med 56 procent, mens den østlige kvote blev beskåret med 25 procent. Det har haft store konsekvenser for ikke mindst de mindre fartøjer, der ikke har mulighed for at gå i andre farvande – og også for de større fartøjer, der ikke har fiskerettigheder i andre farvande.

-Og når først fiskeriet og dermed servicevirksomhederne forsvinder fra en havn, så kommer det aldrig tilbage – uanset hvor meget kvoterne stiger efterfølgende, slog formanden fast.

Han konstaterede, at Folketinget via Finansloven har givet støtte til fiskerne, og han takkede for det, men han nævnte også, at nedskæringerne gør ekstra ondt, fordi fiskeriforeningen lagde et stort arbejde i at undgå kvotehugget.

-Jeg er skuffet over, at det store arbejde, som lokalforeningerne, Danmarks Fiskeriforening, kommunerne og ministeriet lagde i at få en acceptabel løsning ikke lykkedes, lød det fra Svend-Erik Andersen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678