Frederikshavn satte fokus på fiskeriet og EU

Fem lokale erhvervsfolk og Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen, satte i uge fem fokus på Europas rolle for Produktionsdanmark

Fem lokale erhvervsfolk og Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen, satte i uge fem fokus på Europas rolle for Produktionsdanmark, da de mødtes til et debatmøde i forbindelse med ”Vi vil Europa”-kampagnen.

Der blev både diskuteret landbrug, arbejdsmarkedets fri bevægelighed og overenskomst på tværs af det indre marked, men et af de emner, der fyldte mest, var – selvfølgelig – fiskeri.

– Vi er en fiskerikommune. For os betyder fiskeriet arbejde og velstand. Erhvervet afføder både jobs direkte og indirekte i form af de virksomheder, der servicere erhvervet, sagde borgmester Birgit S. Hansen under mødet.

 

Det uundværlige EU

Netop fiskeriets vigtighed i Frederikshavn kommune var årsagen til, at to lokalformænd fra fiskeriforeningerne i området sad med i panelet. Og de lagde ikke skjul på, at også de ser EU som noget positivt for erhvervsfiskerne.

– Man kan være enig eller uenig i det politiske aspekt af EU, men grundlæggende kan vi ikke undvære EU. Det store stykke arbejde med adgang til farvande og lige konkurrence EU-landene imellem er essentielt for, at vores erhverv kan trives, lød det fra John Jakobsen, som er formand for Skagen Fiskeriforening.

Han blev bakket op af Claus Hjørne Pedersen, som er formand for Strandby Havn og Fiskeriforening, der mente, at selv visse af EU’s mere upopulære ordninger gav god mening:

– EU sikrer eksempelvis miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt fiskeri, og selvom vi engang imellem brokker os over eksempelvis kvoterne, er det for det fælles bedste. For vi har alle god gavn af, at bestandene har gode vilkår.

 

Fiskeriet og Frederikshavn har brug for Brexit-aftale

Under debatmødet var der afsat tid til en af de ting, der lægger Produktionsdanmark mest på sinde, når talen falder på EU; nemlig Brexit.

– Det er vigtigt, at vi har fiskeriet højt på dagsordenen, når vi taler Brexit. En kommune som Frederikshavn Kommune lever af fiskeriet, og for os er det afgørende, at der bliver landet en ordentlig samarbejdsaftale på området, inden Storbritannien forlader EU, lød det fra Birgit S. Hansen, der ud over at være borgmester for Frederikshavn Kommune er formand for Nordjysk Fiskeri Netværk.

Hun blev bakket op af de to lokalformænd, der begge mente, at en alliance med Storbritannien er essentielt for fiskeriets overlevelse i fremtiden.

– Briterne vil have adgang til EU’s indre marked, men det bør kun ske, hvis EU’s fiskere får adgang til deres farvand, sagde Claus Hjørne Pedersen og understregede, at Danmarks Fiskeriforenings arbejde med netop Brexit har været højt prioriteret:

– Vi har etableret et kontor i Bruxelles for at sikre, at man ikke glemmer fiskeriet, når man forhandler Brexit. Det holder ikke, at man bytter adgangen til de britiske farvande væk i en forhandling. Men lige nu ser det da heldigvis også ud til, at fiskeri er højt på den politiske dagsorden.

En hård Brexit-aftale vil, ifølge paneldeltagerne, potentielt koste 300-800 arbejdspladser i eller affødt af fiskeriet i Frederikshavn kommune.

Tobissæsonen står for døren

Dårlige vejrforhold forventes at give en sløj start på fiskeriet efter tobis i Nordsøen

Tobissæsonen står for døren

Dårlige vejrforhold forventes at give en sløj start på fiskeriet efter tobis i Nordsøen