Home / Fiskeri / Fynske fiskerihavne er presset helt i bund

Fynske fiskerihavne er presset helt i bund

Det er et fælles kendetegn for de fynske fiskerihavne, at de alle er under hårdt pres. Landingerne af fisk er faldet dramatisk over de seneste 20 år, og eftersom havnene får betaling til drift af servicefaciliteterne – fx isværk og opbevaring af fangsten – via værdien af landingerne presser det havnenes drift alvorligt.

Havnene er yderligere under pres af, at fiskerne omkring Fyn i stigende grad er gjort afhængige af få arter; torsk og billige fladfisk. Derfor bliver havnene ekstra ramt af, at fiskeriaftalen for Østersøen både stopper torskefiskeriet i halvanden måned i foråret af 2016 i den vestlige Østersø og sænker kvoten med ikke mindre end 20 procent for hele 2016.

Ifølge rapporten ”Fiskestop og kvotenedsættelser – konsekvenser for berørte fiskere og havne” kan de seneste begrænsninger for fiskeriet således tvinge havnene til at opgive en række af de ellers livsnødvendige servicefaciliteter for erhvervsfiskeriet.

– Netop vanskeligheden ved opretholdelse af disse fælles faciliteter har for mange havne nået et kritisk punkt. I dag er der typisk kun økonomi til dækning af driftsomkostningerne. Der opspares derfor ikke beløb til dækning af større reparationer eller nye investeringer, lyder den dystre vurdering således i rapporten.

De fælles faciliteter dækker over isværk, kølefaciliteter til fangsten og brugen af fx truck til at flytte fangsten rundt på havnen og over i lastbiler. Uden de faciliteter mister fiskerne reelt muligheden for at lande deres fangst i deres hjemhavne, og dermed dør fiskeriet ud i havnene.

Det er naturligvis forskel på, hvor hårdt ramt de enkelte havne er, men i det store hele er billedet ens overalt på Fyn: Der skal kun ganske lidt til at vælte økonomien og dermed sætte en endegyldig stopper for den specifikke og nødvendige servicering af erhvervsfiskeriet.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678