Home / Fiskeriet Her & Nu / Godt med rødspætter i Storebælt

Godt med rødspætter i Storebælt

H 14 Fru Hansen

Trawleren H 14 Fru Hansen ligger syd for Storebæltsbroen torsdag ved middagstid, da Fiskeri Tidende får fat i fiskeskipper Klaus Hansen til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket. Og det er en ganske tilfreds skipper, som avisen får fat i.

– Jeg fisker efter rødspætter her i Storebælt, og det går rigtig godt. I dagens første træk fik jeg 1100 kilo med op, hvor der var 900 kilo rødspætter og blandet fladfisk for resten. Ja – så var der også tre torsk, så dem er der ikke mange af her lige nu, men det er også rødspætterne, jeg går efter, fortæller Klaus Hansen, som også er godt tilfreds med prisen.

– Rødspætterne går til omkring 10 kroner kiloet. Og jeg er alene om bord, så det kan hurtigt blive til en dagsløn.

Han mangler endnu et træk i dag, inden han sejler ind med fisken.

– Lige om lidt skal jeg hive – jeg tror, der er 7-8 minutter til. Så jeg mangler jo nok 3-4 timer endnu, inden jeg kan holde fyraften, siger Klaus Hansen.

Under lukkeperioden har Klaus Hansen fisket efter jomfruhummer i Kattegat, men er nu vendt hjem til Omø.

– Jeg har været i Kattegat efter jomfruhummer syd for Anholt. Her var der godt med jomfruhummer, torsk og fladfisk, så det har været godt for mig. Mens jeg var i Kattegat, lå jeg i Gilleleje, hvor jeg har boet i mange år. Jeg er dog flyttet til Omø nu, og det er også her, jeg lander mine rødspætter nu. Så bliver de kørt til auktionen i Hvide Sande, siger Klaus Hansen.

Nu kan skipper altså fiske tættere på, hvor han bor, men sådan bliver det ikke ved med at være.

– Nu er jeg lige begyndt at fiske hernede, og det er fint, at jeg kan komme hjem. Men efter påske går jeg nok i Kattegat igen for at fiske jomfruhummer. Jeg regner med, at det så er slut med rødspætter, siger Klaus Hansen.

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55