Home / Fiskeriet Her & Nu / H 10 Hanne er på sildefiskeri i Østersøen 

H 10 Hanne er på sildefiskeri i Østersøen 

H 10 Hanne. Foto: René dandanell

H 10 Hanne fra Gilleleje ligger nede omkring Arkona, da Fiskeri Tidende får fat i skipper og ejer Jens Petersen for at høre lidt til fiskeriet og hvordan året er begyndt. Det er en lidt mellemfornøjet skipper, avisen får i røret. 

– Vi ligger hernede i den vestlige Østersø omkring Arkona og fisker efter sild. Desværre må vi sige, at de igen har skåret kraftigt i kvoten i den vestlige Østersø, så når vi inden for en måned har fisket vores kvote op, ved jeg ikke, hvad vi så skal. Skal vi bare ligge ved kaj, spørger Jens Petersen, som har fisket sild i mange år. 

– I 28 år har jeg fisket sild, men de seneste fem år har de skåret i kvoten her i den vestlige Østersø. De har til gengæld øget kvoten i den østlige del, hvor vi også har kvote. Men dem plejer vi at bytte, da vores fartøj ikke er til at sejle i den østlige del, siger Jens Petersen. 

De tre mand om bord lander lige nu fisken i Sydsjælland, hvorefter en bliver fragtet nordpå. 

– Vi fisker om natten og lander fisken om dagen. Enten i Rødvig eller Klintholm, og så bliver den kørt til fabrikken i Gilleleje, siger Jens Petersen. 

Når sildekvoten er fanget, må skipper tænke i alternative baner, hvis han stadig vil beholde sine to mand om bord. 

– Vi kan gå i Kattegat og fiske jomfruhummer, og det er jeg nok nødt til, ellers ender det jo med, at jeg mister mine folk, siger Jens Petersen, som ikke behøver investere i udstyr til jomfruhummer fiskeriet. 

– Vi har grejer til jomfruhummer fiskeriet, men vi er ikke ret gode til det. Men vi er jo tvunget over i det fiskeri, når de har skåret så kraftigt i kvoten. Jeg kan så heller ikke forstå, at tyskerne, der fisker sild, får kompensation i forhold til den kvote, de har mistet. Hvorfor kan vi ikke få det herhjemme, spørger Jens Petersen. 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30