Home / Fiskeri / Hans Erik Stærke er sidste mand i Marstal

Hans Erik Stærke er sidste mand i Marstal

Siden han var 15 år har Hans Erik Stærke fisket, og det er nu blevet til 36 år som erhvervsfisker. Men han er den sidste fisker i Marstal, og med udsigt til både en lavere kvote på torsk og en udvidet lukkeperiode midt i den bedste tid for torskefiskeriet er han mistrøstig i forhold til fremtiden.

– Når man laver noget, som man godt kan lide, har man jo ikke lyst til at stoppe, siger Hans Erik Stærke til Fyens Stiftstidende.

– Men man kan jo blive nødt til det, hvis man ikke får lov at fiske nok.

Han har sin bror med om bord på fartøjet, men han frygter for, at han er nødt til at fyre broderen, når der både bliver færre torsk at fange og mindre tid i løbet af året til at gøre det. Der bliver nemlig for lidt økonomi i fiskeriet til, at det kan hænge sammen i 2016.

Det værste er dog, fortæller han til Fyens Stiftstidende, at det også rammer ham, der skal transportere fisken fra Marstal på Ærø. For når der bliver landet mindre, bliver der også mindre at transportere – og det får så også en ende.

– Den dag, han ikke kan få det til at løbe rundt længere, får vi et problem med at få fisken fragtet herfra. Når vi er på havet 1214 timer om dagen, kan vi ikke nå at køre fisk til færgen, siger Hans Erik Stærke til Fyens Stiftstidende.

Læs artiklen fra Fyens Stiftstidende – klik her

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678