Home / Havnenyt / Havneudvidelse har skabt 200 arbejdspladser i Ringkjøbing-Skjern Kommune

Havneudvidelse har skabt 200 arbejdspladser i Ringkjøbing-Skjern Kommune

Udvidelsen af havnen i Hvide Sande har ført til flere arbejdsplader omkring havnen. Arkivfoto: René Dandanell.

I de sidste syv år har havnen i Hvide Sande skabt 200 nye arbejdspladser. Det viser en omfattende oplandsanalyse, som Syddansk Universitet sammen med Center for Regional og Turismeforskning har foretaget på baggrund af havneudvidelser siden 2010.

– De mange nye arbejdspladser skyldes den udvikling, vi satte i gang med havneudvidelsen, som blev gennemført fra 2011 til 2013, og at vi og virksomhederne på havnen har haft et skarpt fokus på at udvide vore forretningsområder fra kun at være fiskeri til også at være transport, trafik og offshore-vind, siger Steen Davidsen, direktør i Hvide Sande Havn.

Analysen viser, at der er 666 arbejdspladser i Ringkøbing-Skjern Kommune, der har en direkte relation til virksomhederne på Hvide Sande havn. I 2010, da man sidst lavede en oplandsanslyse, var der 464 arbejdspladser direkte relateret til havnen.

For fiskeriet har udvidelsen også betydet, at der er blevet flere aktiviteter. Udvidelsen betød nemlig, at større fartøjer nu også bruger Hvide Sande som landingshavn, og det har skabt mere beskæftigelse.

Selvom antallet af jobs er talt til 666, så tror havnedirektør Steen Davidsen, at tallet i virkeligheden er meget højere. For udover den industrielle del så har udvidelsen også smittet af på turismen, der har oplevet en jævn vækst.

– Vi ved, at branchen tillægger det stor betydning, at vi har en levende og aktiv havn. Derfor er det også naturligt at ræsonnere, at når vi har fået flere og mere forskelligartede aktiviteter, som giver anledning til nye oplevelser på havnen, så har det også haft en turistmæssig effekt, siger han.

Ønsker ny vej

Steen Davidsen mener, at rapporten understreger nødvendigheden af at få forbedret infrastrukturen med en 2+1-vej på strækningen mellem Hvide Sande og Herning.

– Det er utrolig vigtigt, at vi får udviklet infrastrukturen ind i landet, så det ikke bliver en væksthæmmer for os, siger havnedirektøren.

Den store havneudvidelse kostede i sin tid cirka 150 millioner kroner, og siden har Hvide Sande Havn investeret yderligere 40-50 millioner kroner, som først og fremmest er blevet brugt på at forbedre besejlingsforholdene.

Analysen fra SDU og CRT konkluderer, at aktiviteterne på havnen hvert år skaber en værditilvækst i Ringkøbing-Skjern Kommune på 367 millioner kroner, og at kommunen har årlige skatteindtægter med relation til havnen for 54 millioner kroner.

Skrevet af René Dandanell

 

Læs også Skagen Havn vil tiltrække flere arbejdspladser

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30