Home / Jeg mener / Hvem beskytter fiskerne?

Hvem beskytter fiskerne?

Indlæg er skrevet af Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO:

Torsken er meget vigtig for dansk fiskeri. Det gælder for stort alle farvande og for stort set alle konsumfiskere. Derfor er fiskere naturligvis interesserede i, at der bliver taget initiativer til at beskytte torsken, når det er nødvendigt.

Men jeg er nødt til at stille spørgsmålstegn ved, om ikke man er gået for langt med at beskytte torsken, og i sin iver har glemt, at der også skal tages hensyn til fiskerne – ja, måske ligefrem burde være tale om også at beskytte fiskerne.

Det sidste kan jeg være i tvivl om, når EU’s Ministerråd i oktober beslutter sig for både at reducere torskekvoten med 20 procent i den vestlige Østersø og samtidig indfører en lukkeperiode midt i den bedste periode på året til at fange torsk. Og min tvivl bliver kun bestyrket af, at der nu på syvende år er lukket for fiskeri i vigtige jomfruhummer områder i Kattegat.

I begge tilfælde er fællesnævneren, at man vil beskytte torsken. Jeg mener, at det i stedet har udviklet sig til et spil, hvor man desperat fastholder en beskyttelse, der hverken giver mening rent videnskabeligt eller erhvervsmæssigt.

Lad mig begynde med Østersøen, hvor de kystnære fiskere i den vestlige del med rette frygter for, om de overhovedet kan overleve i 2016. Her har Ministerrådet – med opbakning fra EU-Kommissionen – set stort på, at det kystnære fiskeri bliver sendt til økonomisk tælling, fordi politikere og embedsfolk mener, at torskebestanden skal vokse lidt hurtigere

Dette søger man at opnå ved at reducere kvoten med 20 procent; dels ved at flytte – og udvide lukkeperioden til seks uger – fra midt i februar til udgangen af marts. Det vil sige, at man politisk vælger at tvinge fiskerne til at blive ved kaj i nøjagtig den periode på året, hvor de har det bedste torskefiskeri og den bedste indtjening på torskefiskeriet.

Det ville måske give god mening, hvis der reelt også var tale om, at beslutningerne så ville beskytte torsken. Problemet er bare, at bestanden også ville vokse med en uændret kvote, og at områdelukningen heller ikke virker efter hensigten.

Der er fx videnskabelig enighed om, at torskebestanden i den vestlige del af Østersøen bestand er på et niveau, hvor den selv uden en kvotereduktion ville vokse til at være på det højeste niveau i mange år. Det vil sige, at man beskytter en bestand, der egentlig kan klare sig selv uden ekstra tiltag i form af en kvotereduktion.

Og tillægsargumentet for lukkeperioden i den vestlige Østersø – at man vil beskytte torsken i dens gydeperiode – er fuldstændig selvmodsigende. I Område 24 gyder torsken fx i det sene forår og forsommeren; ikke fra februar til april.

Det er i øvrigt også argumenter, som vores fiskeriansvarlige minister, Eva Kjer Hansen, ikke bare er enig i, men også har kæmpet for at få Ministerrådet og EU-Kommissionen til at anerkende. For der reelt tale om, at Ministerrådet tager beslutninger, der er i modstrid med den viden, som de ellers normalt gøre meget ud af, at de lægger til grund for deres beslutninger om forvaltningen af fiskerierne.

Man kan derfor kalde de politiske beslutninger for Østersøen for mange ting – og den pæne version er at kalde det overimplementering.

Det selvsamme gør sig gældende for torsken i Kattegat. Her er der ingen tvivl om, at torskebestanden har været under hårdt pres, og at der derfor var behov for at gøre noget. Nu er virkeligheden imidlertid, at torskebestanden er i fremgang – og endda i markant fremgang.

Men på trods af, at videnskaben underbygger fremgangen for bestanden, holder man nærmest krampagtigt fast i, at fiskerne skal holdes fra at fiske torsken.

Ganske vist har man for 2016 hævet kvoten fra 100 tons til 370 tons – der er tale om en bifangstkvote – men det er langt fra nok til, at fiskeriet i Kattegat får løst sine problemer. Her tænker jeg især på jomfruhummerfiskeriet, hvor man i dag oplever et stort udsmid af gode torsk, der ellers kunne være serveret på danskernes spiseborde, men kvoterestriktionerne på torsk rammer også andre fiskerier.

Samtidig er der vigtige fiskeområder i Kattegat, der nu siden 2009 har været lukket for danske og svenske fiskere. Oprindeligt skulle områderne ”kun” have været lukket i tre år, men på grund af mangel på politisk vilje og enighed er der endnu intet sket.

Foreløbig har konsekvenserne været, at fiskerne i Gilleleje – men også i andre havne – har set deres økonomi smuldre, og at auktionen i Gilleleje på få år har fået halveret deres omsætning.

Også her er der tale om, at man politisk holder fast i en beslutning, selv om videnskaben viser, at det er meningsløst og faktisk forringer beskyttelsen af torsken.

I forhold til de lukkede områder i Kattegat var det faktisk Eva Kjer Hansen, der tog beslutningen sammen med sin daværende svenske kollega i 2008. Og derfor har vi siden hendes comeback som minister for fiskeriet i sommeren 2015 haft et håb om, at hun ville arbejde for, at beslutningen bliver omgjort – eller at man i det mindste lemper på lukningerne.

Indtil videre er forholdene for fiskerne uændrede, men ministeren har nøglen til at åbne op, og hun skal snarest muligt skal få sat nøglen i døren til de lukkede områder og åbnet op, så fiskerne igen kan komme på fiskeri i områderne.

Alt andet er – på lige fod med overimplementeringen omkring torsken i den vestlige Østersø – både uforståeligt og helt uacceptabelt for de danske fiskere. Det er med andre ord på tide, at politikerne både herhjemme og i EU husker på, at de ikke kun har en opgave med at beskytte fiskebestandene, men også har en pligt til og et ansvar for at beskytte og værne om fiskerne.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678