Home / Fiskeri / Hvem skal kåres som ”Årets fisker”?

Hvem skal kåres som ”Årets fisker”?

Sidste år blev skagboen Christian Pilegaard, S 226 Emmely Pilegaard kåret som ”Årets Fisker” på fiskerikonferencen arrangeret af Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende. Foto: Ole Iversen.

Nu er det tid for indstilling af din kandidat til ”Årets fisker 2017”

Sidste fik fiskeskipper Christian Pilegaard fra Skagen prisen som ”Årets fisker”, da Vestjyske Bank og Fiskeri Tidende afviklede fiskerikonferencen i Holstebro. Igen i år gentages konferencen, og akkurat som sidste år skal der vælges en ny ”Årets fisker”.

Derfor er både Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende på udkig efter fiskeskippere, der har gjort sig bemærket i det sidste års tid. Der er som sådan vide rammer for, hvem der kan indstilles.

Det kan både være fiskeskippere, der har taget en beslutning og at bygge nyt skib eller bygge om for at satse yderligere på fiskeriet. Det kan være fiskere, der har taget et nyt fiskeri op i forsøget på at skabe bedre indtjening i erhvervet. Det kan være fiskere, der har gennemført et godt og fornuftigt generationsskifte, der bringer nyt blod ind i erhvervet. Det kan være fiskere, der med succes har søgt alternative afsætningskanaler eller fiskere, der på mange andre områder har vist som nytænkende, kreative og innovative.

Faktisk er dommerkomiteen klar til at kigge nærmere på de forhåbentlig mange indstillinger, der i den kommende tid vil dukke op.

Opfordringen til at indstille fiskere lyder til alle danske fiskere. En dommerkomite vil i begyndelsen af november træde sammen for at vurdere, hvem der skal hædres med titlen ”Årets fisker 2017”.

Kriterier for prisen Prisen uddeles blandt andet på baggrund af følgende kriterier: o Dygtig til at skabe gode resultater o En god kollega o Nytænkende med gode ideer o Initiativrig o Taler fiskeriets sag

Minister overrækker

Sidste år var det Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der overrakte prisen. Og traditionen tro er det igen ministeren med ansvar for fiskeriet, der står for overrækkelsen. I år er det således fiskeriminister Karen Ellemann, der får æren af at uddele prisen til ”Årets fisker”.

Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening indstiller de fiskere, som skal være med i opløbet om at blive ”Årets fisker.” Sidste år fik Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende en del indstillinger, og det er håbet, at det samme er tilfældet i år. Ihvertfald kan det konstateres, at der i dansk fiskeri findes mange kandidater til hæderstitlen.

Send forslag inden 3. november Der er flere måder til at sende forslag til ”Årets fisker 2017”. Vi opfordrer til at få din lokale fiskeriforening til at sende forslaget ind til os. Men du er selvfølgelig også velkommen til selv at sende direkte. Du kan sende et forslag med en motivation for, hvorfor vedkommende skal have prisen, til mailadresserne: jer@vestjyskbank.dk eller mao@vestjyskbank.dk. Sidste frist for aflevering af forslag er den 3. november 2017.

 

 

 

 

 

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30