Home / Fiskeri / ICES anbefaler stigning for Atlantoskandisk sild

ICES anbefaler stigning for Atlantoskandisk sild

ICES-RÅDGIVNING Fordelingen mellem kyststaterne og EU er  stadig uafklaret

Selvom man i en årrække har konstateret en lav tilgang af ungfisk, anbefaler ICES i deres rådgivning for 2016 en kvotestigning for atlantoskandisk sild på 12 procent. Stigningen skyldes en kombination af at der er år til år udsving og at det akustiktogt som den Norske fiskeindustri gennemførte i foråret trak op. Fiskerierhvervet i Norge har længe påpeget, at de mener, at bestanden er kraftigt undervurderet. Til næste år vil der blive lavet en basisundersøgelse, der muligvis vurderer, at der er flere sild ud fra nye beregningsmodeller og data.

Uafklarede forhandlinger
For atlantoskandisk sild er der for kvoten i år overensstemmelse mellem den biologiske rådgivning, og den TAC som politisk er fastsat. Fangsterne er dog større end TAC’en, i og med at Færøerne fortsætter deres overfiskeri. For 2015 er summen af udmeldte kvoter 16 procent over TAC’en på 283.013 tons. Det kan ikke med sikkerhed konkluderes, at den danske kvote på automatik vil blive 12 procent større i 2016. Sammen med det færøske overfiskeri er der også en anden usikkerheds faktor i spil. Der henstår fortsat uafklarede forhandlinger mellem kyststaterne og EU om fordelingen af kvoten mellem landene. På baggrund af at der er en forvaltningsplan for atlantoskandisk sild, forventer Danmarks Pelagiske Producentorganisation DPPO dog, at ICES’ anbefaling om en forhøjelse på 12 procent også vil betyde en 12 procent stigning i den endelig danske kvote. Sidste år landede de danske fartøjer atlantoskandisk sild til en værdi af 64 millioner kroner.

 

 

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55