Home / Fiskeri / ICES lægger op til et stort hug i rådgivningen for makrel i 2018

ICES lægger op til et stort hug i rådgivningen for makrel i 2018

ICES er på vej med næste års makrelkvote. foto: rené dandanell

Det internationale havforskningsråd ICES har offentliggjort deres anbefalinger for en kvote på makrel til næste år. Og det er ikke opmuntrende læsning for makrelfiskerne. ICES’s anbefaling lyder på en maximal fangst på 550 tusinde tons. Det er en reduktion på 35 procent fra i år, hvor anbefalingen lød på 857 tusinde tons.

Totalkvoten for i år, som er fastsat af kyststaterne, er dog i underkanten af 1,2 millioner tons. ICES begrunder nedgangen i deres anbefaling med at æggetogtet indikerer en negativ bestandsudvikling, samt det forhold at fangsten i år kommer til at ligge omkring 300 tusinde tons over den anbefalede kvote. Derimod peger fangsttogter og mærkninger af makrel i en anden retning. Mængdeindeks fra trawltogter og mærkningstogter vil givet få større betydning for rådgivningen i fremtiden, men forskerne skal have længere tidsserier end syv år for fangsttogterne og fem år for mærkningstogterne, inden de vil slå i gennem med fuld styrke. Desværre er afstanden mellem det, som fiskerne oplever i deres dagligdag på havet, og det forskerne har lagt til grund for deres anbefaling meget stor. Fiskerne har de seneste ni år stødt på store stimer af makrel over hele udbredelsesområdet, som er vokset i både syd og nord. Baseret på fiskernes observationer vurderer makrelfiskeriet, at bestanden er vokset meget. Fiskerne har også noteret en god rekruttering – over gennemsnittet- de senere år. Fiskerne melder også om, at makrel optræder i stort omfang udenfor fiskeri rettet direkte mod makrel og på steder, hvor der ikke er fanget makrel i de senere år.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30