Home / Fiskeriet Her & Nu / Ikke let at finde torsk under de forhold i norsk zone

Ikke let at finde torsk under de forhold i norsk zone

foto: renedandanell

Garnfartøjet RI 244 Rikke Høy er på vej i havn i Hvide Sande torsdag formiddag, og skipper og partsejer Dennis Birnbaum fortæller til Fiskeri Tidende om turen, der kun har få sømil tilbage, inden de er hjemme.

– Vi har været en tur i norsk zone efter torsk. Men de har godt nok ikke været lette at finde denne gang. Et enkelt sted var vi heldige at finde nogle torsk, ellers har det været lidt småt på denne tur, siger Dennis Birnbaum, som godt kender årsagen til, at torsken var svær at finde.

– Det var ikke gode strømforhold. Det har rendt som en flod, og så er det svært at finde torsken for os, siger han.

Den fem mand store besætning har været afsted i tre dage, men de kommer ikke hjem, fordi lasten er fuld.

– Nej, den er ikke fuld. Der er plads til en hel del mere. Vi skal have båden på land og have den bundsmurt, og så er der jo altid lidt småting, der skal laves. Men vi satser da på, at forholdene og vejret bliver godt, så vi kan komme ud igen mandag eller tirsdag i næste uge, siger Dennis Birnbaum.

Selv om lasten ikke er fuld, er der dog noget med hjem.

– Vi har hovedsageligt torsk med – og så lidt småting ved siden af. Nu må vi se, hvordan priserne er på auktionen i morgen tidlig, for jeg har faktisk ikke kigget på priser siden mandag, hvor der var mange torsk tilmeldt auktionen. Men jeg håber, vi bliver glædeligt overrasket, og at priserne er fine, siger Dennis Birnbaum.

Når fartøjet skal på havet igen, regner skipper med, at det bliver i norsk zone igen.

– Vi sejler nok derop igen, da det er de redskaber, vi har med på fartøjet. Vi har omkring 300 garn med, og når vi er ude, er de alle i brug

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30