Home / Fiskebranchen / Jomfruhummere sendes fra Hirtshals til Spanien

Jomfruhummere sendes fra Hirtshals til Spanien

Hirtshalsvirksomheden Vikingmar har kun ganske kort tid på bagen, men fremtiden tegner lys for den spanskejede virksomhed. Det er den store spanske koncern Maresmar, der står bag, og tanken er, at Vikingmar skal sende friske danske fisk og skaldyr mod Spanien, mens man får fisk og skaldyr fra Middelhavet til det danske og nordiske marked retur.

Foreløbig er det især jomfruhummere, der ryger mod syd til bl.a. det spanske marked, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hirtshals Havn. Vikingmar har lejet sig ind i lokaler på havnen, hvor man er i færd med at opbygge et større karsystem med havvand til opbevaring af levende jomfruhummere for eksport til Sydeuropa, Fjernøsten og andre oversøiske destinationer.

Omvendt skal der også estableres kar, der kan bruges til opbevaring af hummer, languster, krabber og forskellige typer af bløddyr, som virksomheden kan transportere fra Spanien til Hirtshals, og videresælge på det tyske og skandinaviske marked.

– Med en meget kort transporttid er det lykkedes at levere levende jomfruhummere til markedet i Spanien og fersk middelhavsfisk i en hidtil uset kvalitet til Nordeuropa. Vi ser et stort potentiale i disse aktiviteter, fortæller administrerende direktør Ronny Kasten.

Vikingmar beskæftiger fra starten få medarbejdere, men administrerende direktør, Ronny Kasten, forventer gennem en udbygning af nuværende aktiviteter og opstart af fremtidige nyskabende aktiviteter, at der løbende vil ske en betydelig forøgelse af medarbejderstaben.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678