Home / Fiskeri / Kalundborg Havn vil klappe i Storebælt

Kalundborg Havn vil klappe i Storebælt

Det er i dette område, at materialet på klappladsen ventes at lægge sig,. GRAFIK: Niras/KalundborgHavn

 

I et område fra nordspidsen af Røsnæs og et stykke ned igennem Storebælt til omkring en position ud for Mullerup vil materiale fra Kalundborg Havns udvidelse i forbindelse med anlæggelsen af en Ny Vesthavn blive spredt. Havnen har således fået tilladelse til at anvende en klapplads på en position ud for spidsen af Asnæs. Men materialet vil på grund af en stærk strøm blive spredt over et større areal, så det får betydning for et område på henholdsvis 52,7 kvadratkilometer syd for klappladsen og 45,3 kvadratkilometer nord for klappladsen.

Området er ifølge Danmarks Fiskeriforenings biolog, Henrik S. Lund, et område, hvor torsken gyder, og derfor kan klapningen få betydning for fiskeriet.

Danmarks Fiskeriforening og et par fiskere har i forbindelse med udvidelsen været til møde med Kalundborg Havn og rådgiveren Niras. I forbindelse med det er det aftalt, at dokumenteret fiskeri i årene 2015 og 2016 kan føre til en økonomisk kompensation.  

Derfor skal oplysninger om dokumenteret fiskeri i form af slæbestreger, positioner for garn samt beskrivelser af årets fiskeri på sæsoner, artssammensætning og fangstmængder indsendes inden den 8. december til fiskerikonsulent Carsten Krog.

– Men det betyder ikke, at man nødvendigvis får erstatning fra Kalundborg Havn. I første omgang er der kun tale om fremlæggelse af dokumentation, lyder det fra Henrik S. Lund, Danmarks Fiskeriforening.

Gytje og tungmetaller

Klappladsen vil blive taget i brug 1. marts 2018 og arbejdet ventes afsluttet senest ved udgangen af juli 2018. Det nye havneområde får en størrelse på 900.000 kvadratmeter, og Niras har på vegne af havnen søgt om klaptilladelsen. Det er nemlig ikke ifølge rådgiveren muligt at anvende det opgravede materiale i forbindelse med byggeriet, og derfor skal det klappes efterhånden som det graves op fra havbunden. Materialet består af moræneler, gytje, der er sediment afsat på havbunden fra den sidste istid, og der vil også være tungmetaller i materialet dog under gældende grænseværdier lyder beskrivelsen af materialet. der skal dumpes på klappladsen.

Uddybningsmaterialet består hovedsaligt af eksisterende havbund. Det ventes at sedimentet fra havbunden vil fordele sig over et stort areal i en tykkelse på 120 mm på selve klappladsen og 5 mm op til 10 km væk.

 

Send oplysninger ind Oplysninger om dokumenteret fiskeri skal indsendes inden den 8. december til fiskerikonsulent Carsten Krog, krogfisker@gmail.com Dokumentationen kan bestå af slæbestreger, garnfiskepositioner samt beskrivelser af årets fiskeri på sæsoner, artssammensætning og fangstmængder.

Skrevet af René Dandanell

Nyby Havn ved Røsnæs er en af de fiskerihavne, der kan komme til at mærke ny klapplads. Foto: renedandanell.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30