Home / Fiskeri / Kammeradvokaten med kraftig kritik af forvaltningen

Kammeradvokaten med kraftig kritik af forvaltningen

Hele forvaltningskulturen skal ændres og nye regler skal implementeres og følges, sagde fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), da Kammeradvokatens rapport om forvaltningen blev offentliggjort torsdag. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

I forlængelse af Rigsrevisionens kritik af Fiskeristyrelsens forvaltning og den efterfølgende debat om kvotekoncentration i dansk fiskeri, bad daværende fiskeriminister Karen Ellemann (V) i november 2017 Kammeradvokaten om at undersøge eventuelle misforhold i Fiskeristyrelsen. Det arbejde er nu færdiggjort, og torsdag i indeværende uge kom der så en 250 siders rapport fra Kammeradvokaten.

Rapporten retter en skarp kritik mod forvaltningen, som Kammeradvokaten mener har været for imødekommende over for erhvervet generelt. Samtidig er det opfattelsen, at administrationen har været mangelfuld og fejlbehæftet.

Forvaltningskulturen på fiskeriområdet bliver samlet set vurderet til at være meget kritisabel.

Kammeradvokatens rapport viser til gengæld ingen tegn på korruption, strafbare forhold eller favorisering af enkelte fiskere.

– Der er tale om meget grelle eksempler på mangelfuld og fejlbehæftet administration. Derfor er der brug for en opfølgende undersøgelse. Det er meget alvorligt, når Kammeradvokaten vurderer, at det er forvaltningskulturen, der er kritisabel. Jeg hæfter mig dog også ved, at der ikke er fundet tegn på korruption, strafbare forhold eller favorisering af enkeltpersoner, udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Opfølgning
Som følge af Rigsrevisionens kritik af administrationen af kvotekoncentrationen blev der allerede sidste efterår iværksat en række tiltag. Ledende medarbejdere blev flyttet fra området, der er etableret en selvstændig Fiskeristyrelse, og der er indsat en ny ledelse.

Senest har området fået tilført ekstra midler til ansættelse af flere personer – særligt jurister.

Kammeradvokaten anbefaler desuden, at der indledes tjenstlige forhør mod to medarbejdere, og fiskeriministeren vil følge denne anbefaling.

– Jeg tager det her meget alvorligt. De første skridt til genopretning af fiskeriområdet blev allerede taget sidste år. Hele forvaltningskulturen skal ændres. De regler, der gælder, skal implementeres og administreres korrekt. Det siger sig selv, lyder det altså fra Eva Kjer Hansen.

 

FAKTA

Opfølgningen fra ministeriet vil have tre elementer:

  • Først og fremmest vil rapporten have den konsekvens, at der bliver fulgt ansættelsesretligt op de steder, hvor Kammeradvokaten anbefaler det.
  • Med udgangspunkt i rapporten vil der blive fulgt op på en række konkrete forhold, som fx spørgsmålet om gennemførsel af RTC-kontroller.
  • Kammeradvokatens kritik af forvaltningskulturen i styrelsen afspejler desværre en række af de samme temaer, som Rigsrevisionen og Deloitte også konkluderede.

En række tiltag er allerede sat i værk. Der er blevet oprettet en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet.

Og der er indsat en ny ledelse, der har fokus på den nødvendige ændring af administrationskulturen.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666