Home / Fiskebranchen / Kender du Hvide Sande-rejen?

Kender du Hvide Sande-rejen?

Hvis det står til Hvide Sande fiskerne, skal den lille hestereje skifte navn og fremover brandes som Hvide Sande-rejen.

Over sommeren har der været rejefest i Hvide Sande

– Vi vil gerne gøre den lille yderst velsmagende reje kendt – også uden for Hvide Sande. Den kan bedst beskrives, som den lille reje med den store smag. Der er bare for få, som har fået øjnene op for den lille delikate reje, som vi fanger lige her uden for havnen, siger fiskeskipper Ebbe Stensberg, som har rejefartøjet RI 78 Katrine Helt.

Søren Gericke forvandlede hesterejen til en lækker delikatesse: Hvide Sande-rejen

I løbet af sommeren har de otte Hvide Sande rejefiskere derfor gjort en ekstra indsats for at gøre Hvide Sande-rejen kendt. I tæt samarbejde med indehaverne af fiskeforretningen Nordsøfisk, har de tre gange med stor succes indbudt til såkaldt reje-festival med smagsprøver, musik og kutterbesøg.

Ved det første arrangement havde fiskerne hidkaldt stjernekokken Søren Gericke til at fremtrylle spændende retter med Hvide Sande-rejen. Og det blev blandt andet til reje-suppe, rå rejer med citron og stegte rejer, som gik rent ind hos gæsterne.

– Nu håber vi så bare, at folk begynder at købe den lille Hvide Sande-reje, som sælges hele året i fiskebutikkerne her i Hvide Sande. Vi håber selvfølgelig med de tre festivaler at vi kan sætte så meget fokus på rejen, at folk husker den, også når de kommer tilbage fra ferie, siger Ebbe Stensberg.

About Line Dalgaard Jensen