Home / LokalGF2018 / Klintholm åbner for medlemskab af flere foreninger

Klintholm åbner for medlemskab af flere foreninger

Vedtægtsændringer plejer at være ret kedelige. Men ikke i Klintholm.
Til årets generalforsamling, fredag, valgte medlemmerne at droppe formuleringen om, at medlemmer ikke kan have dobbeltmedlemskab. Dermed er der ingen undskyldning for ikke at få MSC.

En af måderne at få adgang til Danmarks Fiskeriforenings MSC-certificeringer er nemlig, ved at være medlem af en lokalforening. Men i fem lokalforeninger har der været forbud mod medlemskab af flere foreninger, og det har sået tvivl om, hvorvidt nogle fiskere var udelukket. Bl.a. FSK har kritiseret sagen.

Selvfølgelig skal alle kunne være med
Blandt medlemmerne i Klintholm var der stor enighed om, at det er det helt rigtige at tillade medlemskaber af flere foreninger. Reglerne var aldrig tænkt som en hindring for MSC-certificering, men er blot formuleret, som de er af lokale og historiske årsager.

Hos Danmarks Fiskeriforening opfordrer man de fire andre lokalforeninger til at gøre det samme på deres forestående generalforsamlinger.

Arbejdet med at få dansk fiskeri MSC-certificeret er en mærkesag for Danmarks Fiskeriforening, hvor så mange som muligt skal være med. Den seneste tid har der været kritik af Danmarks Fiskeriforenings arbejde med MSC, men den er nu afvist af fiskeriministeren og fiskeriet frikendt – nu er det tid til at kigge fremad.

Fiskeriminister afviser kritik af MSC-certificering

 

About Line Dalgaard Jensen