Home / Teknik / Kølemadsen opnår gennembrud i Bangladesh

Kølemadsen opnår gennembrud i Bangladesh

Ivan Madsen og Steen Jeppesen fra Kølemadsen i Hirtshals.

Ivan Madsen og Steen Jeppesen fra Kølemadsen i Hirtshals.

Kølemadsen A/S, der de seneste 45 år har specialiseret sig i køle- og fryseteknik og siden 2007 har været aktiv i Bangladesh, har netop vundet en ordre på 5,4 millioner USD (svarende til knap 31 mio. DKK) på levering af et stort køle- og fryseanlæg til fiskeproducenten Virgo. Kølemadsen har tidligere leveret udstyr til forskellige fiskeproducenter i Bangladesh og har via Danidas Business Partnership-program fundet en lokal partner, der har banet vej for ordren.

Kølemadsen skal levere både køle- og procesudstyr og står som hovedleverandør på den samlede ordre. El-delen og procesudstyret leveres dog i samarbejde med de danske partnere Marine-EL og KM Fish, som Kølemadsen tidligere har samarbejdet med i Bangladesh.

– Ordren betyder rigtig meget for os. Den mere end fordobler vores omsætning, og det giver os ro til, at vi kan fokusere på at levere en høj kvalitet til den aftalte tid. Der er generelt en enorm mangel på viden om køl og frys i Bangladesh, og mange af anlæggene derude er gamle og stammer fra Indien og Singapore, siger Ivan Madsen, Kølemadsen A/S, der har haft meget tæt kontakt til den danske ambassade i Dhaka, som i høj grad har medvirket til at sikre ordren.

Virgo får med samarbejdet med Kølemadsen et kvalitetsstempel rent produktionsteknisk, hvilket virksomheden kan udnytte til at øge eksporten. Med Kølemadsens aftale kan Virgo desuden tilbyde fuld dokumentation af hele produktionsflowet samtidig med, at produktionsmængderne kan sættes betydeligt i vejret. Det fjerner en af de klassiske stopklodser for fiskeproducenter i Bangladesh, fordi de nu rent faktisk kan procesbehandle alt det leverede fisk, i modsætning til i dag hvor mange ikke har kapacitet til at behandle alle fisk i en ubrudt kølekæde.

Samtidig med ordren til Virgo har Kølemadsen modtaget et letter of intent på en ordre af tilsvarende størrelse til en anden fiskefabrik, der har brug for udstyr og viden om moderne produktion, hygiejne, dokumentation og salg. Det kan således få den samlede ordresum op på 60 mio. kroner.

Kølemadsen anvender lokal arbejdskraft i Bangladesh for dels at leve op til Danida-aftalen om at overføre procesteknisk viden til en række lokale aktører og dels for at holde prisen konkurrencedygtig. Det betyder, at Kølemadsens lokale agent sourcer lokale virksomheder til fx svejsning og rørinstallation.

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30