Home / DanFish 2015 / Kom og mød din puljeadministrator på DanFish

Kom og mød din puljeadministrator på DanFish

Det sker måske ganske ofte, at fiskere rundt om i Danmark er i kontakt med deres puljeadministrator. Men det er som regel enten via telefon eller via mail. Nu er der imidlertid mulighed for at mødes ansigt til ansigt, hvis man som fisker er medlem af Puljefiskeren.

Puljefiskeren sender nemlig hele administrationen af sted til DanFish 2015, hvor de er at finde på ikke mindre end to forskellige stande – Hanstholm og Strandby.

– Vi er der for at møde vores medlemmer i Puljefiskeren, fortæller direktør i Puljefiskeren, Henrik Amdisen.

– Vores medlemmer er placeret ud over hele landet, så det er ikke hver dag, vi har mulighed for møde dem ansigt til ansigt. DanFish er derfor en oplagt mulighed for os til at møde både vores nuværende medlemmer og nye medlemmer, fortsætter han.

Fiskerne kan på de to stande møde de to kvinder, de har den daglige kontakt med omkring administrationen af fiskekvoterne. På Hanstholmstanden er det puljeadministrator Line Rasmussen og på Strandbys stand er det puljeadministrator Jette Møller Thomsen.

Til daglig administrerer de leje, udleje og bytte fiskekvoter mellem de deltagende fartøjer, med henblik på den bedst mulige
udnyttelse af fartøjernes kvoter og dermed øge deres rentabilitet.

 

 

 

 

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678