Home / Fiskeri / Kompensation til Østersøfiskere er på plads

Kompensation til Østersøfiskere er på plads

Regeringen er sammen med partierne bag Finansloven blevet enige om en kompensationsordning til Østersøfiskerne. I alt er der nu afsat 24 millioner kroner, der skal kompensere fiskerne for den voldsomme reduktion af torskekvoten i den vestlige Østersø.

– Det er meget voldsomt at få sit indtjeningsgrundlag kraftigt reduceret, og efter forhandlingerne gik jeg derfor straks i gang med at undersøge, hvordan fiskerne kunne hjælpes. Jeg er tilfreds med, at der nu bliver afsat 24 mio. kroner på Finansloven, som skal gå til en ordning for de fiskere, som lider et særligt stort tab næste år, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

For den vestlige Østersø bliver torskekvoterne i 2017 reduceret med 56 procent sammenlignet med i år. Og alene i den vestlige del af Østersøen vurderes det, at de lave fiskekvoter vil berøre ca. 150 fartøjer. Den endelige fordeling af midlerne aftales i dialog med fiskeriets organisationer, men midlerne vil være målrettet aktive torskefiskere.

– Det vil være meget trist, hvis en lang række mindre fartøjer må dreje nøglen om, fordi kvoterne bliver strammet næste år. Denne redningskrans vil forhåbentlig være med til at holde hånden under erhvervet. Jeg vil allerhelst hjælpe fiskerne i form af bedre kvoter, og det var også det, jeg kæmpede for under forhandlingerne. Men når situationen er, som den er, er det en fornuftig løsning med en kompensationsordning, siger Esben Lunde Larsen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678