Home / Økonomi / Konsumfiskeriet er kommet godt fra land

Konsumfiskeriet er kommet godt fra land

Konsumfiskeriet har fået en god start i 2017

Sidste år kunne de danske fiskere notere sig den bedste samlede bruttoomsætning i 25 år. Det var en bruttoomsætning, der i høj grad var båret af et rigtig godt år i konsumfiskeriet. Og kigger man på tallene i NaturErhvervstyrelsens Landingsregister for den første måned i 2017, kan det konstateres, at konsumfiskerne også er kommet godt fra land i det nye år. I januar i år lyder den samlede bruttoomsætning i konsumfiskeriet på 271,3 mio. kroner. Det er en stigning på 6 procent sammenlignet med januar sidste år, hvor konsumomsætningen lød på 255,7 mio. kroner. Sidste år var det ikke mindst gode priser på konsumfiskene, som trak omsætningen i vejret. De har tabt en smule af pusten i årets første måned, idet den gennemsnitlige kilopris for konsumfisk i januar i år har været 8,82 kroner mod 9,29 kroner i januar for et år siden. Til gengæld har konsummængderne i år været større. I år er der landet 30.753 tons mod 27.516 tons i januar sidste år.

Industri
Januar er ikke den måned på året, hvor industrifiskerne henter deres største omsætning og slet ikke i år. I årets første måned lyder bruttoomsætningen i industrifiskeriet på 20,9 mio. kroner, det er 69 procent mindre end samme tidsrum sidste år, hvor industriomsætningen lød på 50,6 mio. kroner. Faldet i bruttoomsætningen kommer som en kombination af meget lavere landede mængder i år og en gennemsnitlig kilopris, der er faldet fra 2,02 kroner sidste år til 1,49 kroner i år.

Læs mere om økonomien i dansk fiskeri i Fiskeri Tidende, der udkommer den 11. februar

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55