Home / Økonomi / Kravene til banken bliver større

Kravene til banken bliver større

I Ringkjøbing Landbobanks fiskeriteam lægger man ikke skjul på, at den nye fiskeripakke stiller større krav til ekspertise

Det er ingen hemmelighed at antallet af banker i Danmark, der har dyb ekspertise på fiskeriområdet næsten kan tælles på en hånd. Der findes ikke mange brancher, der som fiskeriet kan svinge meget år til år. Udsvingene kommer ikke kun fra naturens luner. Fiskeriet bliver udsat for mange reguleringer. Ofte med kort varsel, og det stiller også større krav til bankernes viden. Sidst er det fiskeripakken, hvor der omfordeles fisk, bankerne skal tage bestik af. En af de få banker i Danmark, der har en afdeling som besidder specialistvinden inden for fiskeri, er Ringkjøbing Landbobank. Her lægger man ikke skjul på, at tiltag som fiskeripakken stiller krav til specialistviden.

– Det er en uheldig udvikling, og som gør tingene endnu mere kompliceret. Det stiller endnu større krav til dem, der finansierer fiskeriet med hensyn til viden, siger Henrik Pagaard, fra Ringkjøbing Landbobanks fiskeriafdeling. Han peger dermed også på at skaren af de i forvejen få banker, der som Ringkjøbing Landbobank vil investere i den nødvendige ekspertise i fiskeriet, nok ikke vil vokse voldsomt.

Fiskerne undrer sig
I Ringkjøbing Landbobank oplever Henrik Pagaard, at fiskerne undrer sig over, at der med den nye fiskeripakke fjernes værdier fra FKA-segmentet over i en kystfiskerordning. Selvom der forsvinder værdier, så understreger Ringkjøbing Landbobank, at fiskerikunderne ikke skal frygte, at pengekassen af den grund bliver smækket i.

– Kunderne har vores opbakning. Som kreditgiver med specialistviden indenfor fiskeri er vi vant til at leve i en verden med mange udefrakommende forhold, og det her er igen en af dem. Det er selvfølgelig træls for de fiskere, der havde regnet med stigninger i 2017, for det tager lige toppen af omsætningen. Det skal vi tage hensyn til, men som kreditgiver, der vil fiskeriet, så skal vi have is i maven, og se på mere end et enkeltstående år, siger Henrik Pagaard.

 

 

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55