Kutter forlist i Skagerrak

To fartøjer kolliderede tidlig tirsdag morgen i Skagerrak

En fiskekutter forliste tirsdag morgen i Skagerrak nord for Skagen. 

Det skete efter, at den og et andet fartøj kolliderede. Båden sank forholdsvis hurtigt, oplyser Forsvaret. 

Efter fiskerne havde kaldt mayday, blev der både sendt en redningshelikopter fra Aalborg, redningsbåde fra Skagen og Hirtshals Redningsstationer og patruljefartøjet Rota.

Også civile fartøjer ville hjælpe, og det lykkedes AS 410 Sletterhage at finde de to fiskere og redde dem ombord. Det skriver Nordjyske. 

AS 410 Slettehage sejlede mod Hirtshals, hvor den mødtes med redningsbåden Magrethe Gaardbo, som fik de to fiskere overdraget. 

– De to fiskere er i god behold og har det godt, selvom de selvfølgelig er rystede efter påsejlingen, siger vagtchef Lau Larsen til Nordjyske.

En patrulje fra Nordjyllands Politi tog i mod fiskerne i Hirtshals. Båden, som fiskekutteren kolliderede med, søger mod havn i Thyborøn, hvor kaptajnen vil blive afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi.