Home / Fiskeriet Her & Nu / L 273 Olga Ruby venter med tobis til næste uge 

L 273 Olga Ruby venter med tobis til næste uge 

L 273 Olga Ruby. foto rene dandanell

På trods af at tobissæsonen er skudt i gang her den 1. april, ligger trawleren L 273 Olga Ruby stadig ved kajen i Thyborøn og venter. Og besætningen er i gang med at sy poser på trawlet 

– Det bliver nok først engang i næste uge, vi skal ud for at se, om vi kan finde tobis. Lige nu er vi ved at sy tobisposer på trawlene. Vi fiskede jo brisling her i januar og februar, og det er de samme trawl, vi bruger. Der skal bare nogle andre poser i, siger skipper og ejer af fartøjet Michael Ruby. 

Hans tobissæson afhænger også af, om han kan leje fisken hos andre, da han ikke selv har nogen kvote. 

– Vi lejer tobis, og vi skulle først lige have fat i nogle. Så det har selvfølgelig også betydning for, hvornår vi kommer ud. Når den samlede kvote ikke er så høj, kan det godt være svært at få fat i nogle at leje. Sidste år var det ikke noget problem, fortæller Michael Ruby. 

Han har lejet tobis i områderne 1, 2, 3 og 4, og det er også nødvendigt at have i alle områder, mener han. 

– Det er jo lidt forskelligt, hvornår fisken er i områderne. For eksempel plejer den først at komme i område 4 længere henne på sæsonen, så der sejler vi ikke over før midten af maj eller begyndelsen af juni, siger Michael Ruby. 

Han har også hørt om lidt bedre priser i år 

– Vi har hørt om startpris på 1,25 kr. kiloet og med kvalitetstillæg på 15 øre. Og vi plejer at lande god kvalitet, så prisen bliver da lidt højere i år, siger Michael Ruby. 

Da fartøjet tidligere har haft kvote tilknyttet, kan det ikke længere gå i rationsfiskeri. 

– På den måde følger kvoten fartøjet og ikke manden, så det er desværre ikke muligt for os at gå i rationsfiskeri i område 2. Men det vidste vi godt, da vi købte fartøjet, fortæller han. 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30