Home / Portrætter / L 347 Palermo fik prisen som årets praktikplads 2015

L 347 Palermo fik prisen som årets praktikplads 2015

Diplomet er kommet op ombord på L 347 Palermo. Det er det synlige bevis på, at fiskefartøjet og dets besætning har fået titlen ”Årets Læreplads 2015”. Titlen uddeles hvert år efter en indstilling, og det er Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, der uddeler den.

I 2015 var der hård konkurrence om titlen, da der var otte indstillinger – en af dem var L 347 Palermo fra Thorsminde. Det var derfor også en glad og stolt skipper, Johnny Pedersen, der efterfølgende har talt med Fiskeri Tidende.

– Vi fik jo nogen rosende ord, men det er jo ligeså meget vores folk. Det er dem, der står med de fleste råd, siger skipper Johnny Pedersen.

Der er tale om et garnfartøj, så der er masser af opgaver ombord. Derfor holder Johnny Pedersen også god øje med lærlingen i den første periode ombord på fartøjet.

– De første to uger, der kan du simpelthen se, om han har viljen til at gå op i det, siger skipperen.

Han kigger blandt andet efter, om lærlingen er meget træt om aftenen og om han stiller de rigtige spørgsmål. Det handler nemlig om spørgelyst og interesse, lyder det.

– Asger er sådan én, der stiller mange spørgsmål. Men spørgelysten kan ikke blive for stor. Hellere for mange spørgsmål, konstaterer Johnny Pedersen.

Sidste år var det L347 Palermo, der var repræsenteret af Johnny Pedersen, der fik titlen. Arkivfoto: René Dandanell.

Sidste år var det L347 Palermo, der var repræsenteret af Johnny Pedersen, der fik titlen. Arkivfoto: René Dandanell.

Lærling indstillede

I indstillingen til titlen lød det blandt andet, at ”de har et meget højt fagligt niveau og en faglig stolthed. Stemningen, sikkerheden og ikke mindst fiskens kvalitet er helt i top”.

Det var lærlingen Asger Larsen, der havde indstillet sin læreplads til titlen. Han fortæller, at han fik en fin modtagelse.

– Jeg blev venlig modtaget. Det synes jeg er rart, siger Asger Larsen.

Han følte, at han fra starten blev en del af besætningen og indgik i alle opgaverne ombord.

– Der var ikke noget, jeg blev forskånet for, siger han.

Netop modtagelsen og forskelle i erfaring er kommet til udtryk.

– Jargonen har været pæn, og tonen behagelig. Og forståelsen for at man ikke har det samme faglige niveau som dem, der har lavet det samme i rigtig mange år, hvad jeg ikke har. Det er en forskel, siger Asger Larsen.

Han indrømmer, at han har spurgt en masse. Men han har også fået gode og brugbare svar.

– Jeg har spurgt en masse om ting, jeg har været i tvivl om. Og det synes jeg er blevet forklaret pænt. Også så jeg kunne forstå det, og gøre det som de ville have det – ikke mindst, siger Asger Larsen.

Han havde ikke erfaring med sig udi garnfiskeri. Udover L347 har Asger Larsen også været ombord på en sidetrawler fra Klintholm Havn.

Rare folk

Han indstillede L 347 til prisen, da der både var tale om behagelig mennesker at være sammen med.

– Og de gik meget op i deres fag. Det er rart, at der stadigvæk findes sådanne folk, siger Asger Larsen om baggrunden for indstillingen.

Sikkerhedsmæssigt fik han også en god introduktion.

– Det var noget af det første jeg fik. I tilfælde af der sker noget, så skulle man ikke være i tvivl om hvordan det skulle foregå, siger lærlingen.

Han nævner også, at sikkerheden sættes højt af alle på fartøjet. Under introduktionen fik han anvist hvor overlevelsesdragter og redningsveste befinder sig.

– Og det skifter jo ikke rigtig plads, så det skulle meget gerne ligge det samme sted, konstaterer Asger Larsen.

Gode forklaringer

Asger Larsen har været ombord siden juli måned, og han slutter praktikperioden i foråret, hvorefter han er klar til det Blå Bevis. Hvordan hans arbejdsdag former er svær at beskrive.

– Vi piller nogle fisk ud af nogle garn og renser dem. Ellers ved jeg ikke rigtig hvordan min arbejdsdag forløber, siger lærlingen.

Han er med i stort set alle opgaver ombord. Det eneste han indtil videre ifølge skipperen ikke har været med omkring har være maskinrummet. Men ellers har han været over alt.

– De er gode til at få én til at lave lidt af det hele. Og de er gode til at forklare, hvorfor man står og laver det, så man ikke bare står og laver et eller andet, siger Asger Larsen.

Han peger på, at de også forklarer meningen med løsningen af opgaven. Og selvom det for ham kunne ses som om, at det kunne løses meget lettere, så lytter han og følger erfaringen.

– Der er jo altid en grund til, at de gør det anderledes. Jeg tror, at de også har prøvet at springe over, hvor gærdet er lavest. Men de har nok fundet ud af, at det ikke var lavere, siger Asger Larsen.

Sjællænder ombord

Asger Larsen er fra Sjælland, og selvom jyder og sjællændere ikke altid harmonerer helt sammen, så har Asger det godt ombord.

– Det går vist meget godt. Men der bliver selvfølgelig kørt lidt på det, men det er mest i skæg. Det hænder engang imellem, at der bliver talt lidt udenfor den normale retskrivningsordbog, siger han.

Han er 24 år gammel, startede efter folkeskolen som lærling indenfor murerfaget.

– Jeg var så svend i 3,5 år efterfølgende, da jeg var udlært, siger han.

Han havde dog altid haft drømmen om at komme ud og fiske, og derfor var det nok nu, hvis han skulle prøve det, lyder hans forklaring.

– Så stoppede jeg med at mure, og begyndte at fiske. Nogen gange er det sjovere at være fisker end at være murer. Andre gange er det ikke, siger han.

Han vil dog ikke tilbage og mure, men der kan være tidspunkter, hvor han hellere ville være på land.

– Man kan godt, når man har stået et halvt døgn, og der ingenting har været,  så tænkte på, at nu er klokken halv fire, og så var jeg bare kørt hjem, siger Asger Larsen.

Men den følelse hører dog til de få.

Bor på fartøjet

Han har efter praktikperioden lagt sig fast på, at det er garnfiskeriet, der er fremtiden.

– Det er der ingen tvivl om. Det er rigtig fin måde at fiske på, og en rigtig fin fisk, der kommer ud af det. Det er en fiskeriform, jeg godt kan lide på mange områder, siger han.

Han synes, at trawlfiskeriet er for kedeligt. Der sker simpelthen for lidt under fiskeriet.

Asger Larsen er som sagt sjællænder, og derfor bor han også flere gange ombord på L347 når den ligger i havn.

– Jeg har godt nok en lille bil, men jeg gider ikke køre frem og tilbage for en enkelt dag eller to, siger han.

Han er fra Skælskør og ud af en familie, hvor faren er slagteriarbejder og moderen hjemmehjælper.

l347-palermo

Ny lærling

For Johnny Pedersen og hans besætninger er tankerne få, når der kommer ny lærling ombord.

– Det er ikke noget, vi forbereder os på, siger han.

Der er jævnligt lærlinge ombord, og når Asger Larsen i foråret afslutter sin praktikperiode, så er pladsen som lærling ombord klar til en ny ung mand. Og igen bliver de første 14 dage afgørende i den ny lærlings liv ombord.

Torsk tæt på havnen

Fiskeriet ombord på L347 foregår lige i øjeblikket efter torsk tæt på hjemhavnen.

– Det er nemt fiskeri, lige det her, siger Johnny Pedersen.

Han har forlængst opfisket sine egne kvoter, og derfor har han lejet torsk i Nordsøen. Der er ellers overskud i rødspættefiskeriet, men det har været svært for garnfartøjet at fange dem, fortæller han.

– Vi har bare ikke kunnet fange dem i garn. Det har været noget mærkeligt noget. For der er masser af rødspætter. Trawlerne fanger mange, men vi kan ikke tage dem i garn, konstaterer Johnny Pedersen.

Artiklen blev bragt i Fiskeri Tidende i uge 51 2015

l347

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30