Home / Fiskeri / L 47 Camilla solgt til Thyborøn

L 47 Camilla solgt til Thyborøn

L 47 Camilla er blevet solgt af skipper Kim Johansen til John-Anker Hametner Larsen i Thyborøn. Foto: René Dandanell.

L 47 Camilla er blevet solgt af skipper Kim Johansen til John-Anker Hametner Larsen i Thyborøn. Foto: René Dandanell.

Da 2015 blev til 2016 overtog John-Anker Hametner Larsen sit fiskefartøj nummer syv i rederiet Hametner. Der er tale om L47 Camilla, som fiskeskipper Kim Johansen har solgt til rederiet i Thyborøn. John-Anker Hametner Larsen fortæller, at skibet er blevet købt med de tilhørende fiskerettigheder.

Hidtil har strategien i udpræget grad været at fiske på lejefisk. Da fiskeskipperen købte sit fartøj nummer to var der dengang ikke så mange, der lejede industrifisk. Men siden er flere begyndt på det samme, og det har presset markedet for lejefisk. Derfor har John-Anker Hametner Larsen haft et ønske om få flere eje-fisk.

– Min forretning har en leje-del og en ejer-del, siger John-Anker Hametner Larsen.

Med købet har han fået udlignet en del af balancen mellem leje og eje, men han konstaterer også overfor Fiskeritidende.dk, at ejerandelen ikke er stor nok til seks eller syv både. Derfor er leje af fisk stadig en vigtig del af forretningen.

I forbindelse med købet af L 47 fortsætter besætningen ombord. Den eneste udskiftning er skipper Kim Johansen, der ikke følger med over.

L 47 har kvoter på brisling i både Skagerrak, Kattegat, Østersøen og Nordsøen. Derudover er der kvoteandele på tobis og sperling.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30