Home / Fiskeriet Her & Nu / L 854 Helle Ronny venter lige lidt endnu med første tur 

L 854 Helle Ronny venter lige lidt endnu med første tur 

L 854 Benny Dorthe. foto renedandanell

Trawleren L 854 Helle Ronny ligger torsdag eftermiddag ved kaj i Thyborøn, på trods af, at tobis-sæsonen åbnede lørdag den 1. april.
Fredag morgen skal de lige et smut ud af havnebassinet for at teste nye skovle, men ellers varer det det ifølge skipper nok lidt endnu, før de skal ud på første tur efter tobis. 

– Jeg tror, det varer 14 dage endnu, inden vi skal ud og se, om vi kan finde dem. Vi er ellers helt klar, og mandskabet står og tripper for at komme af sted, siger Conrad Hviid. 

Det er forståeligt nok, at mandskabet er ivrige efter at komme ud og fiske, da de ikke har været på havet her i vintermånederne. 

– Vi har slet ikke været ude. Fartøjet har ligget i Skagen, hvor vi har fået det malet både indvendigt og udvendigt. Så det bliver da godt at komme ud, så der kan komme lidt penge ind igen, siger Conrad Hviid, som er lidt forbeholden over for de priser, der kommer på tobis i år. 

– Prisen bliver 1,25 kr. pr. kilo med kvalitetstillæg. Det er lidt højere end sidste år, men når de lige har betalt op til 1,85 kr. kiloet for blåhvilling, så er man da lidt skuffet. Det skal så lige med, at det var før kvoten i Peru blev meldt ud, siger Conrad Hviid. 

Han har fået lejet kvote i område 1, 3 og 4. Men han kan ikke forstå, hvorfor han skal vente til lige omkring 1. april, før han får at vide, hvor meget han må fiske. 

– Man skulle da mene, at de kan melde det ud lidt før, siger Conrad Hviid, som håber, han er lidt heldig i morgen. 

– Der er 10 skibe, der får lov til at gå ind i den lukkede kasse i område 4 fire dage. Så nu må vi se, om vi er så heldige at blive trukket op af hatten i morgen, siger Conrad Hviid. 

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30