Home / Fiskeri / Lukkeperiode vil ramme Kertemindes DNA

Lukkeperiode vil ramme Kertemindes DNA

Fiskerne må i de seks bedste uger, hvor der er højsæson for torskefiskeriet i den vestlige Østersø, ligge stille. Foto: René Dandanell.

Fiskerne må i de seks bedste uger, hvor der er højsæson for torskefiskeriet i den vestlige Østersø, ligge stille. Foto: René Dandanell.

Der er ikke mange byer, der som Kerteminde på Østfyn er kendt som fiskerby. Det er selvfølgelig fiskerpigen Amanda, der har gjort byen berømt. Men uden fiskeriet ville hun havde været arbejdsløs.

Nu frygter borgmesteren i Kerteminde Kommune, Hans Luunbjerg, at EU-Kommssionens forslag om at lukke den vestlige del af Østersøen for fiskeri i seks uger kan gøre et endeligt på byens fiskeri. I de seks uger fra 15. februar til slutningen af marts fiskes der nemlig torsk, som er en stor del af omsætningen for de lokale fiskere i Kerteminde. Og når de får fjernet 75 procent af deres landinger, så ser det ilde ud for fremtiden.

– Det er det rene gift for de fiskere, der fisker her. Det kan de simpelthen ikke leve med, siger Hans Luunbjerg, borgmester i Kerteminde Kommune om den lukkeperiode, som fiskerne i område 22, 23 og 24 rammes af.

Derfor tog Hans Luunbjerg også til København sammen med flere fynske borgmesterkollegaer for at prøve at få fiskeriets minister til at lægge yderligere pres på EU-Kommissionen.

– Fiskeriet har jeg stor interesse i. Det er Kertemindes DNA, vi piller ved, som fiskerby helt fra tidernes morgen. Det havde jeg behov for at gøre ministeren opmærksom på, og så må hun trykke på de knapper i EU og andre steder, der gør at det kan laves om, siger Hans Luunbjerg., siger Hans Luunbjerg.

Han fortæller, at mange turister nyder det liv, som fiskeriet skaber. Og han frygter for fremtiden.

– Hvis det her står til trone, så er vi på vej ud af en vej, som gør at vi ikke har nogen fiskere tilbage indenfor en overskuelig horisont. Og det kan jeg ikke leve med, fastslår Hans Lunnbjerg overfor Fiskeritidende.dk.

 

Udover fiskerne vil også følgevirksomhederne bliver ramt af de manglende tilførsler af fisk.

Det er ikke kun fiskerne i Kerteminde, der bliver ramt af lukkeperioden. Også fiskere i Nyborg, Lundeborg, Bagenkop, Marstal, Mommark, Sønderborg og i Lillebælt rammes af lukkeperioden, der også rammer fiskere på Sjælland og øerne, der fisker i den vestlige Østersø.

 

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30