Home / Østersøen 2017 / Lukkeperioden må ikke gentages i 2017

Lukkeperioden må ikke gentages i 2017

Danmarks Fiskeriforening PO har siden beslutningen om lukkeperioden på Ministerrådsmødet i oktober 2015 kæmpet for at få omgjort beslutningen eller i hvert fald lempet på forholdene. Det er ikke lykkedes at komme igennem med, og det ærgrer næstformand i DFPO, Kim Kær Hansen, der nu vælger at se fremad.

– Vi har virkelig prøvet alt – skruet på alle knapper og henvendt os alle steder, hvor vi overhovedet har kunne det – men nu skal vi ikke bruge flere kræfter på det. Nu skal vi hellere sørge for, at denne tåbelighed ikke kommer til at gentage sig næste år, siger han til Fiskeri Tidende.

BSAC og Parlamentet

Kim Kær Hansen peger særligt på, at der bliver arbejdet på en flerårig forvaltningsplan for Østersøen, der skal omfatte flere arter – herunder torsk – og at fokus nu skal være på, at man i den plan ikke får inddraget lukkeperioden, som er vedtaget for i år for den Vestlige Østersø.

– Det skal vi arbejde målrettet for at undgå, understreger han og peger på, at indsatsen fra DFPO skal køre på flere fronter.

Kim Kær Hansen nævner således, at man skal arbejde hårdt i Det Rådgivende Råd for Østersøen – i daglig forkortelse BSAC – og den lige så vigtige Baltfish-gruppe for at få vundet gehør for fiskeriets synspunkter. I forhold til BSAC håber han, at man hurtigt kan nå til enighed om at rette henvendelse til Kommissionen for at undgå en lukkeperiode i 2017, og den samme besked skal DFPO have med til møderne i Baltfish, der tæller fiskeridirektørerne fra landene omkring Østersøen.

– Men det er ikke nok med det, tror jeg. Vi skal også have fat i folkene i Fiskeriudvalget i EU-Parlamentet for at få dem til at forstå, at de ødelægger det kystnære fiskeri, hvis man igen vedtager en lukkeperiode som i år. Det handler om arbejdspladser både på havet og på land, siger Kim Kær Hansen.

Politisk nøgle

Netop i forhold til EU-Parlamentet frygter han for, at arbejdet med forvaltningsplanen for Østersøen går i politisk hårdknude, og at fiskerne dermed risikerer at ende i den samme klemme næste år. Det skal fiskeriet have øje for, mener han.

– Jeg kan godt frygte for, at det bliver en forhandlingsvej for nogle, der egentlig ikke har interesser i Østersøen, men ser en mulighed for at kunne bruge det til få noget andet igennem. Det bliver en politisk nøgle for nogle, siger han og gentager sin opfordring til politikerne om, at de bærer et stort ansvar i forhold til at bevare det kystnære fiskeri i Østersøen.

– Jeg mener, at de skal gøre sig selv klart, hvad de vil. For de skal være klar over, at hvis man igen lukker på samme tid næste år, så er løbet kørt – så stopper fiskerne. Og de fiskere, der stopper, de kommer ikke tilbage. Så er løbet kørt, siger Kim Kær Hansen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678