Home / Økonomi / Millionunderskud hos A. Espersen

Millionunderskud hos A. Espersen

De sidste fire års regnskaber for fiskevirksomheden A. Espersen med hovedsæde på Bornholm har vist underskud. I 2017 blev resultatet således på et minus på 34 mio. kr., skriver Fødevarewatch.

Dermed fulgtes linien fra de foregående tre år, der også har givet underskud. I 2016 var underskuddet på 33 mio. kr., i 2015 på hele 76 mio. kr. , og i 2014 på 23 mio. kr. Seneste positive resultat var i 2013 med 16 mio. kr. i overskud.

Ifølge ledelsen af selskabet skyldes million-underskudet blandt andet den varslede flytning af produktionen fra Fredericia til Polen, der blev rykket frem efter opkøbet af en produktion i Polen i Koszalin fra Royal Greenland.

Ifølge direktør Klaus B. Nielsen var 2017 et skidt år for virksomheden.

  • Vores hovedråvarer, torsk og kuller, er ikke steget voldsomt i pris, men vi har ikke har fået solgt de rigtige produkter på de rigtige tidspunkter. Vi har simpelthen ikke været skarpe nok. Dermed har vi ikke opnået de effektivitetsforbedringer, vi havde håbet på, siger han til Fødevarewatch.

Mens resultatet på bundlinien blev negativt, så steg omsætningen med 272 mio. kr. til ialt 2.431 mio. kr.

De største markeder for Espersens produkter er Tyskland, England og Schweiz.

Mens 2017 igen var dårligt, så skal 2018 være et år med overskud, lyder det fra direktøren.

A. Espersens tab på fisken opvejes dog af moderselskabet Insepa A/S samlede regnskab, hvor emballagevirksomhederne fik overskud og dermed var medvirkende til et positivt resultat på bundlinien for holdingselskabet.

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30