Home / Østersøen / Minister afviser oplægningsstøtte i Østersøen

Minister afviser oplægningsstøtte i Østersøen

De tyskere fiskere har mulighed for oplægningsstøtte, men det kommer ikke til at ske for de danske fiskere i Østersøen, der frem til udgangen af marts måned er bundet til kajen, hvis de ikke har mulighed for at gå i andre farvande – fx den østlige Østersø eller Kattegat.

Allan Buch – formand for Bælternes Fiskeriforening – fortæller til Fiskeri Tidende, at han på et møde med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen den 22. januar spurgte direkte til, om det kunne være en mulighed, men at han fik et klart nej fra ministeren.

– Det kan ikke lade sig gøre med EU-midler, fordi det ikke er taget med i de kriterier, der er gældende for den nuværende støtteordning; Den Europæiske Hav- og Fiskeri Fond. Derfor er der hverken mulighed for støtte til ophugning eller oplægning ad den vej, fortæller Allan Buch.

Klar besked to gange

Meldingen kom altså på et møde, hvor ministeren mødtes med en række primært fynske borgmestre – Allan Buch var med i sin egenskab af formand for fiskerne på og omkring Fyn samt langs den sønderjyske kyst ud mod Østersøen.

DFPO havde allerede forinden taget kontakt til ministeriet for at høre til mulighederne, og også dér fik man at vide, at det ikke ville kunne lade sig gøre. For Allan Buch handlede det derfor mest af alt om at høre det fra ministeren selv, da hen tog emnet op på mødet med ministeren den 22. januar.

– Jeg synes, at vi har prøvet alle de muligheder, der er for at gøre noget for at hjælpe fiskerne i den forbandede situation, som de er i lige nu, siger Allan Buch.

Han understreger dog, at han og DFPO nu ser frem og arbejder på at sikre, at lukkeperioden ikke bliver genindført i 2017, så man undgår at havne i den samme situation én gang til. Det vil han blandt andet gøre ved at arbejde med de danske politikere i Europa-Parlamentet.

– Jeg er netop i færd med at få et møde med Ole Christensen, der jo sidder i Fiskeriudvalget i Europa-Parlamentet, nævner han og understreger, at han vil fortsætte indsatsen for fiskerne i Østersøen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678