Home / Generalforsamling 2018 / Minister, topembedskvinde og MSC-direktør gæster generalforsamling

Minister, topembedskvinde og MSC-direktør gæster generalforsamling

Der ringes ind til generalforsamling i Danmarks Fiskeriforening PO. Sidste år var der dog et mindre uheld med klokken undervejs. Foto: Ole Iversen.

Danmarks Fiskeriforening holder fredag den 4. maj generalforsamling på Hotel Vejlefjord. I år bliver det blandt andet med gæster ude fra.

Fra EU-Kommissionen deltager direktør Hélène Clark fra EU-Kommissionen. Hun er ansvarlig for EU`s fiskeripolitik for Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Nordsøen, og er dermed en helt central nøgleperson for fiskeriet.

Generalforsamlingen får samtidig deltagelse af CEO fra organisationen Maarine Stewardship Council – også kendt som MSC – Rupert Howes. MSC står for det blå bæredygtighedsmærke, som er en del af Danmarks Fiskeriforening PO´s strategi om at fisken skal fiskes bæredygtigt.

Vanen tro bliver der også deltagelse af den danske fiskeriminister, der vil komme med et indlæg om den aktuelle fiskeripolitik. I stedet for Karen Ellemann kommer den nye fiskeriminister Eva Kjer Hansen.

Den helt store ramme omkring generalforsamlingen er dog formand Svend-Erik Andersens beretning, der vanen tro kommer godt rundt omkring årets gang i fiskeriet.

– Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening er afslutningen på generalforsamlingssæsonen, som også har budt på 100 års jubilæer i lokalforeninger, lyder det fra Svend-Erik Andersen, der selv repræsenterer en 130 årig gammel forening, som dog trods alderen ikke tynget af den. For aktiviteten har været stor i årets løb, hvor især fiskeridebatten har trukket store veksler på organiationen.

– Vi repræsenterer bredden i dansk fiskeri og vores medlemmer står for cirka 2/3-dele af omsætningen i fiskeriet, forklarer formanden og fortsætter:

– Hvis ikke DFPO eksisterede, og hvis ikke DFPO aktivt medvirkede i forskningen, i fiskeripolitikken og i den løbende forvaltning og opfølgning, så ville det være sværere for vore institutioner og fiskerimyndigheder at få dansk fiskeri til at fungere så godt, som det faktisk gør.

Generalforsamlingen holdes på Hotel Vejlefjord med start kl. 9.30. Om formiddagen er der fokus på den eksterne del af foreningens arbejde, mens der om eftermiddagen er fokus på de interne og organisatoriske dele af DFPO´s arbejde. 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30