Home / Udland / Norsk fiskeriminister går af efter kritik

Norsk fiskeriminister går af efter kritik

Norges fiskeriminister, Per Sandberg fra Fremskrittspartiet, træder tilbage.

Det har den norske statsminister, Erna Solberg, netop meddelt, og en ny minister er allerede på plads; partifællen Harald Tom Nesvik, skriver dr.dk samt en række norske medier.

Politisk stormvejr
Per Sandberg går af efter de seneste dages massive kritik. Han er blevet kritiseret for at have brudt flere regler i forbindelse med en rejse til Iran i juli sammen med sin kæreste.  Hverken hans eget ministerium eller statsministerens kontor blev varslet om rejsen. Derudover havde Sandberg medtaget sin tjenstlige mobiltelefon, som indeholdt følsomme informationer.

Det er imod reglerne for den norske “Håndbog for politisk ledelse”, ligesom det er imod rådene fra det norske politis sikkerhedstjeneste PST at medbringe sin arbejdstelefon på rejser til lande, Norge ikke har et sikkerhedspolitisk samarbejde med. Det undersøges pt., om telefon er blevet hacket.

Fiskeriministeren er også blevet kritiseret for at have deltaget i fejringen af Irans nationaldag.

Statsminister ind i sagen
Per Sandberg har beklaget rejsen og erkendt, at Iran er et kontroversielt rejsemål, men at turen opstod spontant.

Alligevel er kritikken fortsat fra såvel oppositionspolitikere som han egne partifæller.

Sagen har også ført til kritik af statsminister Erna Solberg (H), som beskyldes for at være for slap i forbindelse med gældende sikkerhedskrav. Miljøpartiet De Grønne ønsker at vide, hvad statsministeren har gjort for at undgå skandalen.

About Line Dalgaard Jensen