Home / Brexit / Norsk fiskeriminister kræver genforhandling i kølvandet på BREXIT

Norsk fiskeriminister kræver genforhandling i kølvandet på BREXIT

Norge er som bekendt ikke med i EU, og udsigten til, at Storbritannien senest om to år også står udenfor det europæiske fællesskab, får nu den norske fiskeriminister, Per Sandberg, til at kræve nye forhandlinger om bl.a. fiskeriforvaltningen i Nordsøen og Atlanterhavet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den norske regering, hvor den annoncerer et møde mellem en række norske ministre og det norske erhvervsliv. Her bliver det slået fast, at fiskeindustrien er den næststørste eksportør til Storbritannien efter olie- og gasindustrien, og at Storbritannien alene af den årsag vil være ”en central partner i det nordøstlige Atlanterhav omkring fiskeriforvaltning”.

– Vi må blive enige om fordelingen af fiskekvoter mellem EU, Norge og Storbritannien. Vi må få en ny aftale på plads, regulere adgangen til at fiske i hinandens zoner på fælles bestande og etablere nye løsninger i bytteaftalen, lyder det fra fiskeriminister Per Sandberg.

Han vil ikke være den eneste minister på mødet, der bliver afholdt den 11. maj i Oslo. Næringsminister Monica Mæland vil også være med, ligesom EU-minister Frank Bakke-Jensen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ministrene vil på mødet informere erhvervslivet – herunder altså repræsentanter fra fiskeindustrien – om det norske arbejde på sidelinjerne af BREXIT. Ifølge pressemeddelelsen har man tidligere afholdt et lignende møde i august sidste år.

 

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678