Home / Fiskeri / Norske forskere: Ulovligt fiskeri for mange millioner

Norske forskere: Ulovligt fiskeri for mange millioner

Norske fiskere eksporterer tilsyneladende langt flere torsk, end de lander ifølge landingsstatistikken. Foto: IMR/No

Der går tilsyneladende langt flere fisk til eksport fra Norge, end de norske fiskere opgiver ved landinger.

For første gang har norske forskere undersøgt påstandene om omfattende ulovlig fiskeeksport.

– Der går tilsyneladende mere fisk ud af Norge, end det, der kommer ind over kajkanten. Det tyder på, at der eksporteres og konsumeres mere fisk, end erhvervsfiskerne opgiver til myndighederne, siger forsker Patrick Sørdahl fra firmaet Nofima ifølge Dagens Næringsliv.

De senere år har flere forskningsrapporter fastslået, at der foregår et ulovligt fiskeri efter torsk og andre arter i Norge, og torsk til en værdi af flere hundrede millioner norske kroner sælges sort.

Opkøber Steinar Eliassen sammenlignede for fem år siden eksporttallene med fangststatistikken og kunne konkludere, at der blev eksporteret flere fisk, end fiskerne landede. Fiskeridirektoratet i Norge ville dengang ikke bekræfte regnestykket, men nu ser det ud til, at forskerne bakker op om opkøberens konklusion.

– Spørgsmålet er ikke, om der foregår ulovligt fiskeri, men hvor stort omfanget er, fortæller Patrick Sørdahl.

– Det er ikke raketforskning. Det, som overrasker mig mest, er, at ingen har forsket i det før, siger opkøber Steinar Eliassen, som anslår at det ulovlige torskefiskeri i Norge er på over en milliard norske kroner årligt.

Rapport til efteråret
Patrick Sørdahl har arbejdet med flere forskere for at skabe en metode, der kan kvantificere det ulovlige fiskeri i Norge. I løbet af efteråret offentliggør forskerne en rapport, der viser, hvor stor forskellen mellem fiskernes fangsttal og industriens eksporttal er.

Beregningen af ulovligt fiskeri er kompliceret; Selv små ændringer i beregningerne store afvigelser. Den såkaldte konverteringsfaktor – som viser vægten af et fiskeprodukt i fiskens levende tilstand – er blandt de største fejlkilder.

– Faktoren matcher ikke altid naturlige udsving i torskebiologi, lyder det fra Patrick Sørdahl, der også er kritisk over for manglerne i fiskerikontrollen.

– Fiskeriforvaltningen bør undersøge, hvor godt kontrolsystemet fungerer. Der er nogle svagheder i systemet. Der er flere punkter i værdikæden, hvor der mangler nøjagtige optegnelser over mængden af fisk, der skal produceres, og til hvad.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666