Home / Fiskeri / Nu må Folketinget se fremad og samarbejde om dansk fiskeri

Nu må Folketinget se fremad og samarbejde om dansk fiskeri

Danmarks Fiskeriforening er tilfreds med, at det nu er afklaret, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fortsætter på sin post. Det skal give ro til, at Folketinget igen kan koncentrere sig om at arbejde for at sikre de rette rammer og vilkår for dansk fiskeri, lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening.

– Siden begyndelsen af december har dansk fiskeri været holdt som gidsel af politisk fnidder-fnadder på Christiansborg. Det har efterladt dansk fiskeri i et tomrum og skabt dybe frustrationer hos fiskerne. Nu må der været sat et punktum for politikkernes ævl og kævl, så de kan få lavet politik til gavn for fiskeriet, siger Svend-Erik Andersen.

Dansk Folkeparti freder minister

Det første skridt bør være, at Regeringen nu – som minister Esben Lunde Larsen de seneste dage har sagt – bliver en del af den Fiskeriaftale, der blev indgået i begyndelsen af december af et flertal uden Regeringen.

– Dansk fiskeri har brug for, at der er et bredt flertal i Folketinget bag de aftaler, der udstikker rammer og vilkår for fiskeriet. Og fiskeriet har særligt brug for, at der sidder en minister, der er med i de politiske aftaler, der bliver indgået, siger Svend-Erik Andersen.

– Der er masser af opgaver, som såvel Regeringen som oppositionen skal tage fat på. Men det vigtigste lige nu er, at Regeringen kommer med i den gældende fiskeriaftale, og at alle partierne lægger stridighederne bag sig og kommer videre, tilføjer Svend-Erik Andersen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening kv@dkfisk / (0045) 2019 4678