Home / Fiskeri / Nu skal der fanges stillehavsøsters i Vadehavet

Nu skal der fanges stillehavsøsters i Vadehavet

Stillehavsøsters kaldes også gigas. Foto: Svende Bonde

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen fra Venstre har sat gang i en forsøgsordning med at fiske stillehavsøsters i Vadehavet. Det skriver DR Syd. Årsagen til tilladelsen er, at stillehavsøsters breder sig voldsomt og udkonkurrerer eksempelvis blåmuslinger.

– Stillehavsøsters breder sig helt vildt ude i Vadehavet, hvor de fortrænger blandt andet blåmuslinger. Hvis vi kan få gang i en kommerciel udnyttelse af det og få en interesse op at stå for at hente dem, vil det være godt for naturen i Vadehavet, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Det er kun erhvervsfiskere eller bierhvervsfiskere, der vil kunne søge om tilladelsen, og det bliver kun tilladt at fiske med håndholdte redskaber. Det vil sige med skovl, net eller med de bare næver, så fiskeriet kommer til at foregå mest skånsomt i Vadehavet, der er udpeget som Verdensnaturarv.

– Det handler om at beskytte Vadehavet, og kan der komme en kommerciel udnyttelse af stillehavsøsters, så vil der jo være en interesse for at fiske dem og sælge dem videre, siger ministeren.

Skepsis: Dyre prøver og for lille indtjening

Formand for Sydvestjysk Fiskeriforening påpeger, at der skal tages ugentlige prøver – og det er dyrt

Men forsøgsordningen vækker skepsis lokalt. De østers, der bliver fanget, skal nemlig testes for at se, om de er i orden, før de kan sælges til forbrugerne. Det betyder helt konkret, at analyser af vand og østers skal indsamles og godkendes af Fødevarestyrelsen hver uge, inden området kan frigives til fiskeri.

Formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen fra Esbjerg, mener, det er svært at lave en forretning ud af fiskeriet af stillehavsøsters, når det er fiskerne selv, der skal betale.

– Jeg har svært ved at se økonomien i det. Det koster over 3.000 kroner for den enkelte fisker at få taget prøver af vandet, så der ikke er nogen, der bliver syge. Det siger loven, man skal, hvis man skal udnytte østers kommercielt.
– Så jeg er skeptisk ved det, fordi det bliver for dyrt. Ordningen her bliver spist op af udgifter, når den enkelte fisker selv skal betale for prøverne. Han kan ikke samle nok østers op, så han kan leve godt af det, siger Jesper Juul Larsen til DR Syd.

Undersøger hvem der skal betale
Det undersøges i øjeblikket, om der kan findes penge til at udtage prøver i Vadehavet for at igangsætte fiskeriet efter stillehavsøsters, men hensigten er, at fiskeriet på længere sigt selv skal finansiere prøverne.

Og generelt er der flere punkter, som fiskeriminister Eva Kjer Hansen vil have nøje skal studeret, mens forsøget står på.

– Vi skal jo i første omgang i forsøgsordningen have undersøgt, hvor nemt det er for fiskerne at hente stillehavsøsters. Om det er effekttivt nok i forhold til den værdi, det kan have for fiskerne, siger hun.

Vil du være med?
Find mere info hos Fiskeristyrelsen her.

 

 

About Line Dalgaard Jensen