Home / EU / Nye fiskerikvoter giver gode udsigter for fiskeriet i 2017

Nye fiskerikvoter giver gode udsigter for fiskeriet i 2017

Ministerrådet forhandlede frem til natten mellem tirsdag og onsdag, inden de nåede et resultat for fiskeret i 2017.

Ministerrådet forhandlede frem til natten mellem tirsdag og onsdag, inden de nåede et resultat for fiskeret i 2017.

Der er tilfredshed i dansk fiskeri med resultatet af de årlige forhandlinger i Ministerrådet om fiskerimulighederne for 2017. Natten mellem tirsdag og onsdag nåede Ministerrådet i Bruxelles til enighed om fiskerikvoter for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, der overordnet set giver fiskeriet gode muligheder i det kommende år.
– Vi kan konstatere, at der generelt er tale om en stor fremgang i fangstmulighederne for de danske fiskere, når vi ser på Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Fiskerne får højere kvoter over stort set hele linjen, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO.
– Dermed kan vi konstatere, at fiskernes observationer og forståelse af fiskebestandene bliver gengivet i kvoterne. Det er er noget, som vi har ventet på i nogle år, og det gør det selvfølgelig mere glædeligt, tilføjer Svend-Erik Andersen.
Umiddelbare beregninger fra Danmarks Fiskeriforening PO viser, at kvoteændringerne kan forbedre omsætningen i konsumfiskeriet med samlet set 8 til 10 procent. Kvoten for torsk i Nordsøen stiger med godt 16 procent, mens torskekvoten i Skagerrak går op med godt 19 procent.

Den samlede kvoteoversigt for 2017

Kattegat
Der bliver også en kvotestigning for torsk i Kattegat, hvor kvoten går op med knap 42 procent – fra 370 tons til minimum 525 tons.
– Det kan fiskerne i høj grad takke ministeren og hans embedsfolk for. Der er gjort et stort arbejde for at sikre stigningen, der er helt nødvendig for fiskeriet og også er i overensstemmelse med den biologiske rådgivning, siger Svend-Erik Andersen.

Minister: Vi har forhandlet et godt resultat hjem.

Andre arter
For en række andre vigtige arter er der også positive signaler. For sej sker der store stigninger i såvel Nordsøen som Skagerrak, og det samme gør sig gældende for rødspættefiskeriet i Skagerrak. For begge gælder det, at kvoten går op med omkring 50 procent – for rødspætte er kvoten nu på det højeste niveau nogensinde.
– Her har Danmark haft stor indflydelse, og det er glædeligt for de danske fiskere, når arbejdet i blandt andet ministeriet og styrelsen og fra ministeren lykkes, siger Svend-Erik Andersen.
Rent kvotemæssigt er der dog grund til bekymring over, at der kommer en større reduktion i kvoterne for kuller, og at der alene kan fastsættes en midlertidig kvote for dybvandsrejer i Skagerrak. Det sker ikke alene på grund af den faktiske bestandsudvikling, men desværre også på grund af fejl i den biologiske rådgivning– Det er klart utilfredsstillende, at der sker betydelige fejl i det videnskabelige arbejde med vigtige fiskebestande. Det skaber meget store udsving i fiskerimulighederne og udfordrer fiskeriet. Det kan ingen være tjent med – og der er nu hos politikere og embedsværk et stort ansvar for at forbedre kvaliteten af den biologiske rådgivning, siger Svend-Erik Andersen.

DPPO forventer et solidt 2017

Landingspligten bekymrer fiskerne
Svend-Erik Andersen påpeger desuden, at der er bekymrede miner hos fiskerne over landingspligten. Det er under gradvis indførsel og tvinger fiskerne at bringe al fangst i land. Her er fiskerne oprindeligt blevet stillet markante kvoteforhøjelser i udsigt for at kunne undgå, at fiskeriet stopper unødigt.
– Selv om vi er meget langt fra de kvotestørrelser, vi blev stillet i udsigt ved beslutningen af landingsforpligtigelsen, så er det som sådan tilfredsstillende, at Ministerrådet bakker op om princippet for, at der skal være et kvotetillæg for de arter, som landingspligten omfatter, så fiskeriets økonomi ikke bliver undergravet, siger Svend-Erik Andersen, og fortsætter:

– Udfordringen er, at der i fiskeriet er forskelle på, hvor stor discard, der er og har været i fiskerierne, og derfor kan det enkelte fartøj stadig få en udfordring med landingspligten på trods af kvotetilskrivningen, siger Svend-Erik Andersen.

Østersøen
Som nævnt giver aftalen om fiskerimuligheder i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat et godt grundlag for dansk fiskeri i 2017. Derimod er dansk fiskeri hårdt ramt i Østersøen, hvor Ministerrådet tidligere i år bl.a. besluttede et kvotehug for torskefiskeriet i den vestlige Østersø på 56 procent og 25 procent i den østlige Østersø.
– Vi opfordrede fra starten til, at der skulle en kompensationsordning på plads, så fiskerne kan klare sig igennem et 2017, som ellers bliver helt umuligt for fiskerne. Regeringen har nu afsat 24 millioner kroner via Finanslovsaftalen, og vi ser frem til, at der meget snart kommer en beslutning på, hvordan ordningen skal administrereres, siger Svend-Erik Andersen.

About Kim Vejrup

Kommunikationschef i Danmarks Fiskeriforening
kv@dkfisk / (0045) 2019 4678