Home / Teknik / Nye ordrer til Karstensens i Skagen

Nye ordrer til Karstensens i Skagen

Den nye "Rav" i en tegning fra værftet.

Den nye “Rav” i en tegning fra værftet.

Karstensens Skibsværft i Skagen kunne i sidste uge drage hjem fra Nor-Fishing i Trondheim med en nybygningsordre til det norske rederi, Peter Hepsø Rederi AS.

Der er tale om en nybygning på 79,75 meter i længden og 15,5 meter i bredden. Nybygningen skal leveres i oktober 2018, og det er den 13 ordre i bogen hos det nordjyske værft. Der er tale om en ordre til 215 mio. kr.

Dermed lægges yderligere en ordre i værftets bugnende bog, der også omfatter de tre danske fartøjer Rockall, Themis og Lingbank, der i de kommende år også skal bygges på det nordjyske værft.  Nybygningerne skal leveres til redere i Danmark, Sverige, Skotland, Nordirland og Irland.

Elektrisk notspil

Det nye fartøj ”Rav” får en motorstørrelse på 5.000 kW. Og akkurat som de seneste to pelagiske fartøjer til danske redere, HG 62 Beinur og HG 264 Ruth, leveres ”Rav” med elektriske winches som en form for fremtidssikret løsning for winche-anlægget, som vil blive elektrisk drevet. Dette for at gavne det eksterne og interne miljø (lavere støjniveau). Den nye ”Rav” vil også blive leveret med den første elektrisk drevne nothaler.

Fartøjet skal primært fiske efter blåhvilling vest for Irland med trawl, og med not efter makrel og sild.

Bag design, indretning og arangementer står Karstensens Skibsværft sammen med rederiet. Rederiet har blandt andet været optaget af innovative løsninger med specielt fokus på optimering af arbejsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen. Det sikres blandt andet ved at være den første not/trawler, hvor hele lastedækket er gjort vandtæt med tætte skibssider. Det øger sikkerheden og fribordet øges med nærmere 3,0 meter.

Rederiet udskifter med nybygningen den nuværende udgave af deres båd, Rav, der er bygget i 2003 på et norsk værft, og som har en længde på 65 meter. Dette fartøj vil blive solgt.

Clipperton i en tegning fra Karstensens Skibsværft

Clipperton i en tegning fra Karstensens Skibsværft

Svensk ordre

Udover ordren fra Norge har det svenske rederi B-C Pelagic i Donsö i Sverige bestilt en nybygning. Nybygningen får en længde på 63 meter og en bredde på 12,80 meter med en bruttotonnage på 1.399 BT.

Motoren på Clipperton bliver en MaK-motor af typen 6M32 på 2.999 kW. Propellen får en diameter på 3800 mm, og de to hjælpemotorer bliver på hver 600 kW. RSW-tankene får en kapacitet på 1.445 kubikmeter.

Clipperton bliver et søsterskib til nybygning nr. 437 Themis. Themis skal afleveres i februar 2018, mens Clipperton skal afleveres i april 2018.

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30