Home / Fiskeri / Østersfiskeri i Limfjorden er nu åbent

Østersfiskeri i Limfjorden er nu åbent

Så er det tid til at tage på fiskeri efter østers. I dag, den 8. oktober 2018, er østersfiskeriet i Limfjorden nemlig begyndt.

Kvoten er særligt stor i Natura 2000-området Løgstør Bredning, hvor der i år er fundet mange limfjordsøsters. Kvoten i Løgstør Bredning er fastsat til max. 400 tons østers. I Nissum Bredning er kvoten fastsat til 50 tons, ligesom kvoten uden for Natura 2000-områderne er fastsat til 50 tons. Den samlede kvote af de eftertragtede østers er dermed næsten tredoblet i år.

Kvoterne er fastsat på baggrund af videnskabelig rådgivning fra DTU Aqua og høring af Udvalget for Muslingeproduktion. For at sikre at arealpåvirkningen af fiskeriet i Løgstør Bredning ikke overskrider de fastsatte niveauer, vil der blive udlagt fiskekasser, hvor fiskeriet må foregå.

I Natura 2000-område bliver det undersøgt, at østersfiskeriet ikke er en hindring for, at der kan opnås gunstig bevaringsstatus for de udpegede arter og naturtyper i områderne. Forvaltning af muslinge- og østersfiskeri i Natura 2000-områder sker i henhold til Muslingepolitikken. Det er bl.a. med til at sikre, at muslinger, bundfauna og makroalger kan gendannes.

About Line Dalgaard Jensen