På vej til Skagen for at skifte redskaber

Dagen bruges til at sejle til Skagen og få nye grejer på, lyder det fra skipper Morten Kirkedal

Det er ikke fiskeriet, der er på dagsordenen for mandskabet om bord på S 281 Elin torsdag formiddag, hvor fartøjet lige har forladt Hirtshals med stævnen mod Skagen.

– Vi er på vej til Skagen, hvor vi skal hente to nye jomfruhummer trawl i stedet for de to, vi har på tromlerne nu. De er ved at være slidte, så det er på tide at få noget nyt på. Nu har de vist også gjort det godt nok, fortæller Morten Kirkedal, som er skipper om bord på S 281 Elin.

De nye redskaber ligger klar til fartøjet i Skagen, så skipper regner med, at det kun er torsdag, de er nødt til at hive ud af fiskekalenderen.

– Vi bruger i dag til det. De to nye redskaber ligger i skuret i Skagen, så de skal findes frem. Herefter sejler vi til Strandby, for vi skal også have mellemlinerne klemt om. I Strandby skal vi også hente to nye fisketrawl. Og vi kan godt have begge sæt på tromlerne, så det er ikke noget problem, siger Morten Kirkedal.

Det har ikke været det bedste jomfruhummervejr i år, men alligevel er skipper ikke tilfreds med de dage, der trods alt har været gode.

– Der har været nogle gode dage ind imellem, men vi har ligget efter vores kollegaer, så det er også på tide at skifte grejer, siger Morten Kirkedal.

Han har været skipper på S 281 Elin siden august 2018. Inden da var der lige et afbræk på et år, hvor han ikke var ude og fiske.

– Jeg har været på skolebænken i et år på Skagen Skipperskole, hvor jeg har taget eksamen til fiskeskipper af 1. grad. Det var da hårdt, når man nærmer sig de 50 år, men jeg klarede det da. Og så er det også for at fremtidssikre mig selv, lyder det fra skipper Morten Kirkedal.

– Og så bliver man jo ikke dummere af at blive klogere, siger han.

Thyborøn Trawldoor erhverver færøske Rock Trawl-doors

Thyborøn Trawldoor har for kort tid siden overtaget den færøske virksomhed Rock Trawldoors. Det skriver det norske medie Fiskerimagasinet. Rock Trawl-doors har længe haft...

Thyborøn Trawldoor erhverver færøske Rock Trawl-doors

Thyborøn Trawldoor har for kort tid siden overtaget den færøske virksomhed Rock Trawldoors. Det skriver...