Home / Fiskeriet Her & Nu / På vej ud efter rødspætter og andet konsumfisk

På vej ud efter rødspætter og andet konsumfisk

R 231 Ocean Laura

Sidst på formiddagen torsdag har trawleren R 231 Ocean Laura forladt Thyborøn Havn og er på vej til fiskepladsen i Nordsøen. For skipper Thomas Stegmann er der en del timers sejlads forude, inden de rammer fiskepladsen.

– Vi har lige forladt Thyborøn, og så steamer vi vest-nordvest indtil det bliver lyst, og så ser vi, hvad fiskeriet bringer. Vi fisker efter rødspætter og andet konsum, som rødtunge, pighvar, torsk og havtaske, fortæller Thomas Stegmann.

Han regner med, at fartøjet er tilbage i Thyborøn igen torsdag i næste uge.

– Det er i hvert fald planen, men det er svært at planlægge i disse dage, så vi tager bare en dag ad gangen, og så ser vi, om ikke vi er inde igen torsdag, siger skipper.

Mængdemæssigt har fiskeriet ikke været så godt her på det sidste, men det bliver opvejet af nogle gode priser.

– Det er rigtig gode priser i øjeblikket. På den seneste tur havde vi fire tons færre fisk med ind, men vi fik alligevel det samme for vores fisk, som turen forinden. Det har generelt været gode priser hele året, så det må vi bestemt ikke klage over, siger Thomas Stegmann.

Denne tur er hans tredje i træk, inden han kan hoppe i land og overlade skipperstolen til en anden på næste tur.

– For mig er det tredje tur i træk, og så skifter vi næste gang. Mandskabet har deres egen turnus, og de plejer at finde ud af det selv – og så har vi her i styrhuset vores turnus, lyder det fra Thomas Stegmann.

Han fortæller, at fartøjet snart skal på værft.

– Vi skal have november måned overstået, og så skal fartøjet på værft. Det skal tjekkes igennem inden hovedsyn, og så er der altid lidt småreparationer, som vi kan lave samtidig med. Men der er ikke planlagt nogle større ting, som gear- eller motorreparationer. Det fungerer, som det skal, siger Thomas Stegmann.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666