Home / Indland / Partsfisker: Tobisstop rammer familier

Partsfisker: Tobisstop rammer familier

foto[6]

Kim Andersen,og hans kollegaer, som er ansat på tobisfartøjerne, er hårdt ramt af tobisstoppet

Denne artikel blev bragt i Fiskeri Tidende i maj 2015                                                                                                                                                                                              

                                                                                                                                                                                                                                                                         

                

 

 

Fødevareministeriet valgte den 21. maj at stoppe for videre tobisfiskeri i forvaltningsområde 1 med Doggerbanke, der er det store fiskeområde for tobisfiskerne i Danmark. Kvoten er opbrugt, selvom fiskerne oplever tobis i området i et antal som sjældent set. Det er en bet for fartøjsejerne, at de ikke må fiske videre, der hvor fisken er, men det påvirker i meget høj grad også de ansatte om bord på tobisfartøjerne.

– Det er en enorm psykisk belastning. Man går rundt med en knude i maven, og jeg er bestemt ikke den far, familien plejer at få hjem fra et fisketogt. Humøret er ikke, hvor det skal være, og man står højt i tændingen, siger Kim Andersen. Han er 48 år og har været fisker siden, han var 15 år. De sidste 17 år har han været partsfisker på HM 379 Lingbank, og som ansat i fiskeriet er hans løn afhængig af de fisk, som fartøjet fanger.

– Nul fangst er lig med nul penge i kassen. Der er ingen garanti. Sådan er det, og det lever vi fint med. Vi beklager os normalt ikke. Vi kan have problemer med vejret, men hyler ikke. når vi ligger for vejrlig. Vi hyler heller ikke, når der i en periode ingen fisk er. Vi ved de kommer igen, og når der er fisk, hænger vi i. I de perioder, der er fisk, skal vi have lov til at fange dem og tjene nogle penge. Har vi haft en dårlig fangstrejse, kan vi gøre det bedre næste gang. Det kan vi ikke, når man lukker fiskeriet, siger Kim Andersen.

Savner stabilitet
Det er noget der for alvor frustrerer ham og hans kollegaer i fiskeriet.

– Når man lukker fiskeriet, så lukker man også vores lønseddel. Vi er jo procentlønnet. Jeg hører også fra mine kollegaer, at usikkerheden gør det svært at klare helbredsmæssigt. Lige nu er det ikke sjovt at have en budgetkonto, der skal fodres. Jeg har en familie, jeg har en forpligtelse over for, og vi har investeret i et hus på vestkysten, fordi det er her, vi gerne vil være. Vi vil bare have lov til at gå på arbejde. Vi har aldrig prøvet og aldrig ønsket at suge af de offentlige kasser. Vi kan godt klare os selv i udkantsdanmark, hvis vi får lov. Jeg nyder at gå på arbejde, og det har jeg altid gjort, siger Kim Andersen, der er stærkt påvirket af den store usikkerhed om den fremtidige indkomst på grund af tobisstoppet.

– Vi mangler stabilitet i fiskerierhvervet, for det er ikke til at leve med usikkerheden. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre og aner ikke mine levende råd. De lukker fiskeriet, og man tænker hele tiden på, hvad der skal blive af en. Det er heller ikke sjovt for rederen, som også har en gæld, der skal forrentes, og samtidig skal gå ned i messen og sige til sine folk: Ved i hvad gutter, I må gå hjem, for vi må ikke fange flere fisk. Det er frygteligt, når der er så mange fisk derude. Det giver en rigtig dårlig arbejdsstemning, og alle har det skidt med det, konstaterer Kim Andersen.

Far siger nej
Kim Andersen har to børn en datter på 22 og en dreng på 15, som overvejer, om han skal være fisker som sin far.

– Man har en drøm om at sende sin egen knægt på havet, men som det er nu fraråder man det. Det er i den grad med til at bremse det her erhverv. Vi har en fiskeriskole i Thyborøn, og vi får at vide vi skal tage elever, men vi kan ikke byde dem den her usikkerhed. Min knægt pønser på, om han vil ud og fiske, men far siger nej, som vilkårene er nu. Det er trist, men jeg kan ikke anbefale det, når der ikke er stabile forhold i fiskeriet, siger Kim Andersen.

Uro I kroppen
Han kan ikke kan sige sig fri for at gå med tanker, om at skulle forlade det erhverv der har været så stor en del af hans liv gennem mere end 30 år.

– Det er enormt frustrerende, og man tænker, at det bare ikke kan være rigtigt. Man har en voldsom uro i kroppen, når man ikke ved, om ens arbejdsplads reelt er truet. Vi ønsker ikke offentlig forsørgelse. Det er ikke en verden, vi kender. Nogle gange når man lukker sine øjne, så tænker man, at det måske er den vej man skal. Det er ikke en verden, vi bryder os om. Specielt når man gerne vil bestille noget, siger Kim Andersen.

 

Masser af fisk
Det der frustrerer ham mest, er, at fiskeriet efter tobis bliver stoppet, selvom der er masser af fisk, og at han ikke kan gøre noget ved det.

– Der er ufattelig mange fisk i år. Det er helt eventyrligt. Jeg kan ikke mindes, at vi har prøvet at ligge i kø som i år. I vores sidste slæb sad der en håndfuld tobis i hvert kædeled i undertællen. Så er der godt nok mange fisk, men det er meget frustrerende, at vi ikke kan høste, når fisken er der, siger Kim Andersen. Han kan også berette om en trykket stemning i byen.

– Før var folk glade, og var der en dårlig tur, så var det op på hesten igen. Og så var der en, der fandt fisk igen, og så var lykken gjort. Men nu kan vi intet gøre, og det giver mørke skyer over byen. Det er jo alle i byen, der har glæde af, at der fanges fisk, og det er noget der tales om alle steder, selv nå man står i kø ved bageren. I de her små samfund er der mange, der lever af det her. Mange er involveret en lang kæde, siger Kim Andersen.

 

Tilbud til DTU Aqua
Kim Andersen har meget svært ved at forstå, at fiskerne ikke må fange fisken, når den er der.

– Det så så lovende ud med en stor kvote. Men så er den delt ud i områder. Vi ved som fisker heller ikke nøjagtigt, hvad der foregår i vandet. Jeg har været fisker hele mit liv, men jeg ved alligevel ikke, hvorfor der ikke er fisk i område 3 i år. Det er der måske om 14 dage eller om en måned. Men når de er i område 1 lige nu, så lad os dog høste dem. Når de er der, skal du tage ved dem, ellers er de væk igen Vi ved, at til Sankt Hans det slut. Vi giver den gerne gas, når tobisen er der. Det kan godt være ryggen bliver lidt øm, men vi ved også, at det bliver bedre igen efter sæsonen, siger Kim Andersen, der har en klar bøn til biologerne, embedsfolkene og politikkerne om at lytte til fiskerne.

– Set med mine øje får vi en kvote, hvor nogle belæste deler det op i områder i Nordsøen. Men fisk flytter sig, og nogle gange er de der og andre gange et andet sted. Nogen gange kan vi fange 300 tons den ene dag, og så siger vi, det er guld det her, og næste dag kan vi slæbe samme sted og kun fange 10 tons. Så prøver vi en anden banke, og så er de der i stedet.

Vi er da ikke så dumme at tage den sidste fisk. Ingen fisker ønsker at fange den sidste fisk. Det er vores levebrød. Vågn nu op. Vi passer faktisk rigtig godt på vores natur og farvande. Det er vores arbejdsplads, og vi tilbringer halvdelen af vores liv derude. Hør nu efter, lyder bønnen fra Kim Andersen. Han er sikker på, at det vil være en gevinst for alle, hvis områdeinddelingen i Nordsøen blev fjernet og at kvoterne blev mere stabile.

– Det er også vigtigt i forhold til den næste generation af fiskere, som er afgørende for fiskeriets fremtid. Af hensyn til dem er det også tiden til at få indført DIS i dansk fiskeri, som i andre maritime erhverv og vil give medarbejderne / partsfisker en mere tilfredsstillende løn og arbejdermiljø, siger Kim Andersen, der også gerne så, at der blev lavet skrabetogter i selve tobissæsonen, og han har et tilbud til DTU Aqua.

– Jeg er villig til at tage en rejse uden løn. Så kan den betale biologen for at komme med ud, så han kan se, hvor mange fisk der er. Jeg vil arbejde gratis, så de kan se det, inden de udtaler sig. Det der sker nu, er helt vanvittigt, fastslår Kim Andersen.

 

 

About Lars Gammelgaard

Journalist/kommunikationsmedarbejder | Tlf. 76 10 96 66 | Mobil 30 58 33 55

One comment

  1. når byråkratiet forråder innbyggerne som deltar og giver oppdrift i et samfunn.